VELLYKKET TRÆNINGSLEJR I TYRKIET
Fodboldfagligt den bedste af de træningslejre, som KFUM har gennemført de seneste år i vinterperioden.
Sådan lyder vurderingen fra sportschef Pierre Overgaard, efter at spillere, trænere, ledere, m.fl. er vendt hjem fra en uges ophold i Side i Antalya-provinsen i det sydvestlige Tyrkiet. 115 deltog i turen.
Meget naturligt var dagene i Tyrkiet bygget op omkring den samme rytme: Samlet spisning tre gange om dagen, og efter morgenmaden og frokosten transport til træning eller kamp. De udmærkede græsbaner, som KFUM benyttede, lå omkring 3,5 kilometer fra hotellet.
En stor del af tiden om aftenen blev anvendt til møder - med spillere, for de enkelte årgange og på tværs af årgangene.
Seks hold og årgange var afsted: DS samt U13, U14, U15, U17 og U19.
- Alle fik gode træningskampe mod ideelle modstandere, fortæller sportschefen.
KFUM's bedste seniorhold står midt i forberedelserne til den halvsæson, der skal vise, om holdet kan holde fast i den aktuelle førsteplads og senere kvalificere sig til 2. division.
Under træningslejren vandt DS-holdet først 2-0 over et blandet senior- og ungdomshold fra Spartak Moskva, men tabte dernæst 0-4 til en klub fra den georgiske 2. division.
Martin Nielsen og Kenan Aydin fra DS-truppen var ikke i stand til at tage med til Tyrkiet. Rasmus Lundberg synes nu at være helt klar efter sin fiberskade og fik spilletid i den anden kamp. Derimod har det længere udsigter med Mads Julø, efterårets topscorer, hvis brækkede fod ikke er vokset ordenligt sammen.