Pædofilipolitik
Roskilde KFUM’s Boldklub vil gøre alt for at forebygge pædofili i vores klub.
Pædofili handler om fysisk kontakt eller situationer, hvor voksne er blufærdighedskrænkende over for børn.
Alle bør have fokus på, at disse krænkelser IKKE finder sted i Roskilde KFUM – det indebærer også, at personer med en dom for pædofili, naturligvis ikke kan fungere som trænere eller ledere i vores idrætsklub.
Hvad siger loven?
Ifølge loven skal alle idrætsforeninger indhente en børneattest på personer, som har med børn og unge under 15 år at gøre. Roskilde KFUM har en klar procedure for, hvornår, og hvordan de indhentes.
Roskilde KFUM indhenter børneattester for alle trænere og ledere, der har med børn under 15 år at gøre. Det gælder også bestyrelsesmedlemmer og ansatte – samt andre frivillige kræfter, hvor opgaven bliver udført i tæt kontakt med børn under 15 år.
Bliver der ikke givet samtykke til indhentelse af en børneattest, eller er der en positiv børneattest, så er man udelukket fra at arbejde i Roskilde KFUM.
Hvad er en børneattest?
En børneattest er en forespørgsel til Det Centrale Kriminalregister om pågældende er dømt for pædofili jf. straffelovens § 210, 222, 224, 225 og 235.
Der skal altid indhentes samtykke fra den person, som der hentes børneattest på. (Orientering udleveres til pågældende)
Når klubben modtager en børneattest, skal den straks destrueres. Oplysningerne skal opbevares fortroligt og i henhold til persondataloven. Der er absolut tavshedspligt vedr. en børneattest. Men hvis der er en positiv børneattest (dømt for pædofili) skal Dansk Idrætsforbund underrettes.
Der bliver indhentet en børneattest for trænere hvert 2 år. Når der ansættes nye trænere og ledere m.v. skal der straks indhentes en børneattest.
Når der indhentes en børneattest for en person, kan personen henvende sig til Det Centrale Kriminalregister for at få oplysninger om politiets oplysninger.
Klubbens retningslinjer for omgang med børn og unge (samværsreglement)
I samværet med børn og unge i Roskilde KFUM gælder følgende politik:
- Trænere og ledere bader ikke sammen med børnene.
- Hvis trænere og holdledere inviterer børn med hjem privat, så skal forældre ALTID orienteres, og der skal være mindst to voksne til stede.
- Ved ture og træningslejre m.m. skal der ALTID være mindst to ledere med.
- Voksne sover aldrig i samme seng som et barn.
- Det tilstræbes, at nye trænere ikke på egen hånd har ansvaret for et hold.
- Der bliver ikke taget fotos af børn uden tøj på ifm. fejring af sejre i omklædningsrum.
Berøring af børn ifm., at de bliver instrueret, og berøring ifm. trøst og jubel er naturligvis tilladt
Yderligere opmærksomhedspunkter
Selv om Roskilde KFUM altid indhenter børneattester, og at det derfor kun er personer med en ren børneattest, der kan have sin gang i klubben, er det desværre ingen garanti for, at der ikke kan forekomme pædofili.
Derfor er du altid velkommen til at kontakte formand eller andre i bestyrelsen, hvis du har en mistanke om, at der foregår noget, der ikke bør foregå. Alle henvendelser vil naturligvis blive behandlet med diskretion og på en fair måde ift. de involverede.
I tilfælde af en fyring sker det ved formanden i samråd med mindst en øvrig person. Det kan være lederen af den pågældende afdeling eller et bestyrelsesmedlem.