TIDLIGERE KFUM'ER FÅR FIN KONTRAKT I FCK
Villads Peltola i aktion under talentsamling i DBU-regi
For et par år siden var Villads Peltola én af de bærende spillere på KFUM's daværende U13-hold.
Siden er det gået stærkt. Villads skiftede først til HB Køge, men var allerede et halvt år senere klar til næste skridt, som hed FC København.
I dag er han en fast bestanddel af storklubbens bedste U15-hold, og Villads har netop, på sin 15 års fødselsdag, skrevet under på en treårig ungdomskontrakt med FCK.
Villads Peltola kom som U11-spiller til Lillevang fra Bramsnæs. Som træner fik han Mathias Maul, i dag træner for klubbens ligahold i U15 og medlem af bestyrelsen, og Mathias har en klar erindring om en spiller med stort potentiale.
- Det var tydeligt, at han havde begge ben skruet ordentligt på og et hjerte for udvikling. Derfor logisk, at flere klubber viste interesse for Villads, der egentlig spillede kant, men gradvist er rykket tilbage som højre back.
Mathias Maul ønsker sin tidligere spiller stort tillykke med den fine kontrakt. Og samtidig er han også på klubbens vegne stolt over, hvordan det er gået Villads Peltola.
- Det dokumenterer endnu engang kvaliteten af det arbejde, som KFUM udfører i børne- og ungdomsafdelingen. Lige som Villads' udvikling er endnu et bevis på, hvorledes KFUM er i stand til at hjælpe spillere med det fornødne talent til at finde den rigtige klub til på det rigtige tidspunkt, slutter Mathias Maul.
Ud over Villands Peltola kan vi også skilte med en anden tidligere KFUM'er, som gør det flot på FCK's hold i de bedste ungdomsrækkerne.
Midterforsvareren Aske Bang Christensen (årgang 2008)er fast inventar på klubbens hold i U19 Ligaen, ligesom han står noteret for i alt 13 kampe på forskellige ungdomslandshold.