Menu

U16 og U17 deltog i Hanze Trophy i Påsken

image Der var højt humør, da KFUM spillere, trænere, forældre og søskende tog turen til Holland for at spille turnering.
28. april 2025 kl. 17:20
Kl. 3:55 mandag 2. påskedag vendte bussen med 71 meget trætte spillere og trænere fra U16 og U17 hjem fra Zwolle, Holland. Påskeferien var blevet brugt på deltagelse i Hanze Trophy 2025, hvor 4 hold fra årgangene var tilmeldt.

Forventningerne til gode placeringer i både U16 og U17 rækkerne var store, og holdene spillede flere gode og meget tætte kampe mod hold fra Holland, Tyskland, Irland, Belgien og Danmark. Alle kæmpede godt, men marginaler var ikke på vores side. I begge rækker, endte vi med at spille mod hinanden i placeringskampene om søndagen.

Hjemme kunne forældre følge med, når Betina ’live’-streamede fra kampene, som hun så ofte gør fra holdenes kampe. Og hele 22 forældre og søskende havde taget turen til Holland for at bakke spillerne og trænerne op, både på banen og med anden praktisk hjælp. De medrejsende forældre var derfor aktive som ’skilteholdere’, da der fredag morgen var morgengymnastik for alle spillerne. Betina, der også er gymnastik instruktør stod for træningen, og drengene gik all-in.

Spillere og trænere boede i hytter i Holiday park EuroParcs De IJssel Eilanden, og de gode rammer både ude og inde bød på fine muligheder for at dyrke det sociale på tværs af holdene. Der blev hygget max i hytterne og terrasserne. Det var en stor fornøjelse for både trænere og forældre at se det gode sammenhold som spillerne har indbyrdes. Årets påsketur var holdenes sidste samlede tur. Efter sommerpausen skal en del spillere på efterskole, og andre rykker til U19.

U16/17 spillerne har i efteråret solgt over 1.000 par Bambusa sokker og uddelt flyers for at skaffe penge til turen. Koordinering af strømpesalg og planlægning af turen er blevet varetaget af Aktivitetsudvalget som består af forældre til spillerne.

Aktivitetsudvalgets arbejde med alt det praktiske er en stor hjælp for trænerne, så de kan holde fokus på træning og spillerne. Aktivitetsudvalget deler gerne ud af vores erfaring til andre hold i KFUM, der skal planlægge tilsvarende opgaver.  

 

 

 

Luk