Menu

Tiltrængt infomøde bragte klub-ånd tilbage

12. maj 2022 kl. 10:14
Klik og læs mere....

Bestyrelsen orienterede om de seneste måneders begivenheder i KFUM

Der blev lukket op for posen med information, da bestyrelsen med formand Allan Markussen i spidsen onsdag aften den 11. maj 2022 stillede sig op ved siden af en øl- og sodavandskasse på 1. sal i klubhuset for at møde medlemmerne i øjenhøjde.

Bestyrelsen kunne ikke fortælle alt, hvad der gemmer sig i posen, men de fik forklaret hvorfor - og de fremmødte ca. 50 deltagere gik hjem med mere viden, end de havde i forvejen. Og det var tiltrængt. Det lod stemningen ingen tvivl om.

Forud er gået nogle måneder med nogle ubehagelige begivenheder, der måske ikke har fyldt ret meget for de fleste spillere og forældre, men som til gengæld har bragt uro blandt de ”gamle” KFUM-medlemmer, trænere, udvalgsmedlemmer og andre ildsjæle.

Uroen er opstået, fordi sportslig leder igennem mange år, Pierre Overgaard, er stoppet i klubben efter en turbulent sag, som ingen rigtig har kunnet forstå og finde hoved og hale i. Det har afstedkommet en masse rygter, som har bredt sig og skabt dårlig stemning.

 

Afskedigelse trods respekt for Pierre

På mødet fortalte formand Allan Markussen og næstformand Cecilie Mieth om baggrunden for, at Pierre pludselig var fortid, efter at have været ”mr. KFUM” i rigtig mange sammenhænge. Det blev en fortælling om, at bestyrelsen på den ene side ikke ville af med Pierre, men at den på den anden side ikke havde noget valg, da KFUM’s proafdeling kom med et meget kraftigt ”vink med en vognstang”. Proafdelingen havde en personalesag på sportschefen, der gjorde, at de ikke kunne leve med, at sportschefen fortsatte i hverken proafdelingen eller moderklubben.

Præcis hvad sagen drejer sig om, det ligger stadig nede i bunden af posen - og både formand Allan og næstformand Cecilie åbnede ikke op for mere, selv om de blev mødt med uddybende spørgsmål fra flere sider på infomødet:

”Vi ved godt, at der har kørt alle mulige rygter i klubben, men vi kan altså ikke sige mere på grund af ordlyden i den fratrædelsesaftale, vi har indgået. Det betyder også, at vi ikke kommenterer gisninger i den ene eller anden retning,” fortalte Cecilie, mens Allan supplerede:

”Vi har skrevet under på, at ingen af parterne - Pierre og os - vil udtale sig til ugunst for hinanden, og den aftale holder vi naturligvis, men jeg har heller ikke lyst til at sige noget dårligt om Pierre. Jeg har kæmpe respekt for ham, det arbejde og den energi, han har lagt i KFUM, og de genistreger, han gang på gang har begået for klubbens bedste.”

”Men hvorfor skal proafdelingen bestemme over KFUM og hvem vi har ansat? Det er da os, der ejer dem, så det burde være omvendt,” lød spørgsmålet fra salen.

”Vi blev stillet over for et valg, men beslutningen er helt vores egen - og Pierre var i øvrigt enig i, at det var en nødvendig beslutning, som vi måtte tage. Vi kunne ikke gøre andet - vi havde en pistol for panden,” lød svaret fra formand Allan, der dog også fortalte, at han og Cecilie på grund af deres positioner i deres private arbejdsliv ikke var en del af bestyrelsens afgørelse om Pierre Overgaards fratrædelse.

 

Pro har leveret varen

Det kunne godt have endt med flere vrede ord mod proafdelingen, men flere - ikke mindst formand Allan - gydede straks olie på vandene.

”Ja, det er os, der ejer pro, men vi skal også have respekt for, at vi netop har fået en professionel bestyrelse til at styre vores divisionshold og det skal de have frihed til at gøre. Deres fornemmeste opgave har været at finde penge til at drive holdet og det har de gjort til UG, kryds og slange - rigeligt til, at jeg er imponeret. Da vi rykkede op, kunne vi godt have haft den indstilling, at vi var ligeglade med, om vi rykkede ned igen. Men vi syntes, vi ville gribe muligheden og det var på den baggrund, pro blev dannet sidste år - en idé, der i øvrigt opstod i hovederne på Pierre og mig. Pierre blev indsat som direktør - ikke fordi han havde lyst eller havde kompetencerne, men fordi vi skulle have en til at sidde der og det blev så Pierre. Senere fandt pro en anden direktør og i dag er det tidligere bestyrelsesformand Lars Chr. Brask, der er direktør for pro.”

Tommy Alleshauge ville vide, om ikke bestyrelsen har et ansvar i forhold til årsagen bag Pierres afskedigelse.

”Det ser ud til, at Pierre måtte tage hele skraldet. Vidste I slet ikke noget,” lød spørgsmålet fra Tommy:

”NEJ”, lød det højlydte og klare svar fra Allan Markussen.

”Har I gjort noget for ikke at komme i den situation igen,” lød det fra flere, blandt andet Holger Hersbøll og Jesper Søe, der henviste til, at klubben var voldsomt udfordret, da Pierre Overgaard ”over night” forsvandt.

”JA, lød denne gang fra Allan - og henviste til den nye organisationsplan, som bestyrelsens også præsenterede på informationsmødet.

 

På vej til at ansætte ny talentchef

Her fremgår det nemlig, at opgaverne i fremtiden bliver delt ud på flere hænder. Flere uddelegeringer er allerede sket, og der er flere på vej. Fremover kommer der en talentchef, som under sig har børneudviklingstræner Palle Olsen og ungdomsudviklingstræner Jonas Borup Jensen.

”Vi vil ikke længere samle så mange opgaver og så meget magt på en person, for så bliver vi alt for sårbare. Pierre var blandet ind i rigtig mange projekter, og det har vi også et ansvar for som bestyrelse, så den fejl vil vi ikke begå igen,” sagde Allan Markussen.

Der er ikke sat navn på talentchefen, men der er sonderinger i gang og bestyrelsen håber at kunne præsentere en aftale med en ny talentchef inden udgangen af maj.

Derudover har klubben stadig Peter ”Bæver” Hansen som daglig leder. Til gengæld forsvinder stillingen ”head of coaching” og dermed ansættelsen af Peter Fejerskov, der ikke kunne se sig selv passe ind i den nye organisation, ligesom fysisk træner Jakob Bay har sagt op.

Jakob har blandt andet haft med børnehavefodbold og FC Prostata at gøre - disse opgaver har Palle Olsen overtaget i første omgang. Der mangler derfor lige nu alene en fysisk træner for U13 og opefter samt en ansvarlig for KFUM’s sundhedshus.

 

Fodbold for alle er det vigtigste

På mødet blev der også stillet skarpt på andre emner, fx hvor højt oppe i rækkerne, 1. holdet skal spille. Der kom kritik af, at der er for få KFUM’ere på 1. holdet, men assistenttræner Jonas Borup Jensen kunne dog opremse en række af de nuværende spillere, der er af ”egen avl” og formand Allan sagde, at hans personlige holdning er den, at 1. holdet skal spille i den række, som KFUM’s egen talentmasse berettiger til.

”Det er min egen personlige holdning, at satsningen på eliten nok er sket lidt på bekostning af det sociale, så der har vi noget at rette op og står det alene til mig, så vil jeg til enhver tid vælge at være en klub, der fungerer og har et førstehold i Danmarks- eller for den sags skyld Sjællandsserien end en klub, der IKKE fungerer, med et førstehold i divisionerne. En god placering til vores 1. hold er ”icing on the cake”, men klubbens fundament med børne-/ungdomsudvikling er 100 gange vigtigere.”

Efter mødet var der en deltager, der fik sagt: ”Det var en omgang sludder for en sladder, men det var godt, de holdt mødet”, mens andre var mere glade for de informationer, de fik.

Bestyrelsen tog et par opgaver med sig hjem. Den ene er at kigge på frivillighed i Roskilde KFUM. Den anden handler om KFUM’s DNA og kultur, og her er der allerede et arbejde i gang under ledelse af Kim Møller Behrend, der i KFUM er kendt som en af bagmændene bag Dixi Burgerboden på Roskilde Festival.

Endelig blev der også talt kommunikation. Flere nævnte, at manglende kommunikation har været en af årsagerne til rygtedannelser og dårlig stemning, og formand Allan var da heller ikke bleg for at indrømme, at her er et område, der trænger til forbedring.

”Vi har helt sikkert været for dårlige til at kommunikere, men vi må erkende, at det har vi hverken tiden eller kompetencerne til, så derfor er vi i gang med at kigge på en løsning med professionel hjælp.”

Løsningen er ikke på plads endnu, men freelancejournalist Henrik Overgaard Pedersen, der har infoerfaring fra andre foreninger i Roskilde (golf, tennis og basketball) er inde i billedet til den opgave.

 

Eks-borgmester-ros

Aftenens største bifald kom, da KFUM-tilhænger og tidligere borgmester, Poul Lindor Nielsen, i to omgange tog ordet og dels roste formanden for energi, viden, ironi og engagement og også sagde:

”Både da jeg sad som borgmester og nu, hvor jeg bare nyder at komme i klubben, kan jeg se, at KFUM er noget særligt. Klubben gør en indsats og bidrager i høj grad selv, når nye ting skal sættes i gang. Jeg syntes også, at det var det rigtige sidste år at satse på en proafdeling, selv om det nu ender med, at vi rykker ned igen. Havde vi ikke gjort det, kunne man have bebrejdet bestyrelsen, at man ikke greb chancen. Det er skide ærgerligt, alt det der skete med Pierre, men sådan er det og vi må komme videre herfra,” sagde Poul Lindor til efterfølgende klapsalver.

På mødet blev der også fortalt om, at KFUM i to tilfælde har gjort sig særlig bemærket den seneste tid. Det handler om udnævnelsen til en DBU børneklub og at klubben har fået en ny to-årig licens fra DBU og er tildelt en halv ekstra stjerne, 1½ i alt ud af fem, i DBU’s talentudviklingssystem.

 

Læs mere:

  • Halv stjerne mere til KFUM blandt DBU’s licensklubber: www.roskilde-kfum.dk/klubnyt/nyt-fra-klubben/halv-stjerne-mere-til-kfum-blandt-dbu-s-licensklubber/
  • KFUM BK Roskilde kan nu kalde sig DBU Børneklub: www.roskilde-kfum.dk/klubnyt/boern/kfum-bk-roskilde-kan-nu-kalde-sig-dbu-boerneklub/

 

Det var lidt bestyrelsens frygt, at mødet ville ende som et ”ballademøde”, men sådan blev det slet ikke. KFUM-ånden kom snigende tilbage, så meget, at det absolut faldt i god jord, da der til sidst kom et nødråb omkring frivillige til KFUM’s Dixi Burger bod på Roskilde Festival:

”Vi har ikke været på festival i to år - det kan vi naturligvis mærke, for det er festivalpengene, der har været med til at sende vores børn på ture og som har finansieret en stor del af vores baner og klubhus. Derfor var jeg ved at falde ned af stolen, da jeg så, at der stadig mangler vagter til årets festival. Kan I så se og få jer meldt til,” sagde Allan Markussen med et opfordrende smil.

I skrivende stund mangler der ca. 45 hjælpere.

Herunder kan du se det nye organisationsdiagram, som bestyrelsen fremlagde på infomødet. Der kan komme enkelte tilretninger, men hovedlinjen er klar.

 

 

 

 

Luk