Skiftedag i KFUM
D. 1. november 2022 bliver skiftedag i KFUM.
Allan Markussen, klubbens formand gennem 12 år, har valgt at træde tilbage og overlade stafetten til Per-Henrik Nielsen (Pelle), der i sin egenskab af næstformand i bestyrelsen, konstitueres som formand frem til generalforsamlingen i februar 23.
I den forbindelse inviterer vi medlemmer, forretningsforbindelser, sponsorer og venner af huset til reception den 22. oktober kl. 11-13 i klubhuset på Snebærvej.
”Jeg er rigtig glad for, at det endelig er lykkedes os, at finde en dygtig og kompetent afløser på formandsposten”, udtaler Allan Markussen.
”Efter 12 år i formandsstolen er jeg, mig bekendt, den næstlængst-siddende formand i klubbens historie (red: kun overgået af Aage Jensen der var formand fra 1959-74)
Det har været 12 fantastiske år som jeg er rigtig glad for, at have været en del af. Vi har i de år rykket klubben og taget kvanteskridt både sportsligt, økonomisk og facilitetsmæssigt.
Det er et arbejde jeg er stolt af og som kun er lykkedes i samarbejde med klubbens bestyrelsesmedlemmer, trænere, ledere og ikke mindst alle vores uundværlige frivillige som jeg skylder en stor tak.
Det tog mig et par år, at få den særlige KFUM-ånd ind under huden, men nu er den også for altid og jeg vil fortsat hjælpe klubben hvor jeg kan.
Det er ingen hemmelighed, at jeg ved de seneste 2 formandsvalg har ønsket at træde tilbage fordi jeg syntes det var på tide med noget ”nyt blod” i bestyrelsen.
Begge gange har jeg ladet mig overtale til at tage 2 år mere, men nu er tiden inde.
Det har været vigtigt for mig, at kunne give stafetten videre til den rigtige kandidat. En kandidat med kompetencerne i orden der vil favne og samle hele klubben og drive den med ambitioner og fornuft og ikke mindst nye ideer.
Når det så endelig lykkes at finde ham, så er jeg stor tilhænger af, at ”smede mens jernet er varmt”. Pelle er klar nu og han har i den grad overbevist mig om, at han brænder for opgaven og ikke kan vente med at komme i arbejdstøjet.
Den chance skal vi gribe og det gør vi.
Vi kunne have ventet til generalforsamlingen i februar, hvor jeg allerede havde bekendtgjort, at jeg ikke ønskede at genopstille.
Nu gør vi det i stedet for et par måneder tidligere og håber på, at generalforsamlingen ”konfirmerer” beslutningen ved, til den tid, officielt at vælge Pelle som ny formand for 2023 – 25.
Jeg er overbevist om, at Pelle er den rette mand for KFUM og jeg håber, at alle i og omkring klubben vil give ham deres fulde opbakning”.
Samtidig fratræder tidligere næstformand Cecilie Mieth (er fratrådt 26-09) og bestyrelsesmedlem Morten Friis.
”Tak for en kæmpe indsats, specielt til Morten der stort set har være med i samfulde år men også Cecilie som også var med fra starten og nu afslutter sin anden periode i bestyrelsen.
For mit eget vedkommende vil jeg fremover ikke være formand, men jeg vil være frivillig, fan og sponsor og som sådan glæde mig til at følge klubbens fortsatte udvikling”, slutter Allan Markussen.
”Det er med en vis grad af ydmyghed jeg påtager mig opgaven og jeg glæder mig til bære stafetten videre. Samtidig med mig indtræder Peter Fejerskov og Carsten Hansen i bestyrelsen og vi ser frem til at hjælpe KFUM videre i en succesfuld retning”, tilføjer Pelle.