Menu

UNØDVENDIGT NEDERLAG I DÅRLIG KAMP

image Luka Dumic måtte desværre udgå tidligt i kampen, da han stødte hovedet sammen med en holdkammerat
Leon A.
27. august 2022 kl. 17:00
Manglende effektivitet og kvalitet, da KFUM tabte 0-2 til Greve

 I de første fire runder har KFUM spillet glimrende på hjemmebane og spillet halvskidt på fremmed grønsvær.

 Desværre holdt ”mønstret” ikke, da de blå-hvide lørdag havde besøg af Greve. Gæsterne vandt 2-0 og kunne dermed juble over sæsonens første sejr.

 Set med KFUM-briller var der tale om et unødvendigt nederlag til en aldeles ordinær modstander, og cheftræner Jesper "Købmand” Pedersen lagde ikke skjul på sin skuffelse, da han gjorde status efter kampen.

 ”Det er en mig en gåde, at vi lige nu står med et markant anderledes helhedsindtryk end hos GVI for en uge siden. Der vil altid forekomme bump på vejen, men jeg havde ikke forestillet mig et bump, som det jeg så i dag. Vi har et markant spilovertag, men mangler de værktøjer, der skal til for at skabe gennembrud og afslutninger”, fastslog træneren.

 Han havde kun foretaget en enkelt ændring fra start, da Lucas Sander Petersen afløste sin skadede lillebror, Marco.  KFUM kom bagud i det 10. minut efter et unødvendigt boldtab på egen banehalvdel. To hurtige pasninger, og så kunne Kasper Ingemann score i fri position. Det var gæsternes belønning for et indimellem ganske aggressivt pres i åbningsfasen, men herefter blev stilen lagt fuldstændigt om, og i de resterende 80 minutter handlede det for Greve kun om at forsvare den spinkle føring.

 Kampen måtte afbrydes fem minutter, da Luka Dumic og Lucas Sander stødte hovederne sammen midt på banen, og desværre kunne Dumic ikke fortsætte. Han blev afløst af Mathias Piel, der i det 37. minut kiksede en tilbagelægning til Conrad Kromann, men Nicolai Diaz præsterede at sparke forbi fra fem meters afstand.

 I slutningen af halvlegen fik opgøret omsider en smule liv. Victor Sander sendte et frispark langt udefra i nærmeste sidenet, og da Emil Ølvang sparkede fra en spids vinkel efter en god kombination med Lucas Sander, reddede målmanden skuddet ved foden af stolpen.

 I pausen gik Victor Sander og Harris Mir ud, ind kom Andrew Oseni og Frederik Winther. Oseni fik med sin speed og energi presset målmanden til en halvfarlig situation, som keeperen måtte give hjørne på. Greves Mathias Johansson fik muligheden på en farlig kontra, men blev blokeret i sidste øjeblik. Men ellers var det fra begge sider en slem gang skrammelfodbold med masser af nærkampe, tekniske fejl og upræcise afleveringer.

 Lorent Selmani afløste Mert Dogusoy, der i øvrigt fik Sydbanks gavekort til Rådhuskælderen som holdets bedste.

 KFUM spillede ikke til ét mål, men på én banehalvdel, og knap et kvarter før tid kom endelig den chance, alle ventede på. Andrew Osenis centring mod fjerneste stolpe blev headet ind mod mål af Frederik Winther, men et par meter fra målstregen kom Jonas Sjøbeck ikke rigtigt op til bolden, og så blev der ikke noget ud af den chance. Mathias Piel gik ud, og ind kom Christian Klausen som ekstra angriber, men lige meget hjalp det.

 I stedet øgede Greve til 2-0 godt fem minutter før tid, da forsvaret blev splittet af en hurtig kombination, så  Lasse Rau-Højer kunne score fra nært hold. Tre advarsler, der alle tilfaldt gæsterne.

 

Luk