Menu

TOTALT SAMMENBRUD I RUSK, REGN OG BLÆST

image KFUM's målmand, Nicklas Andersen, havde ikke særligt meget at lave, men måtte alligevel kapitulere fire gange. FOTO: SULANJI NAUMANN
Leon A.
04. oktober 2025 kl. 17:42
KFUM førte 1-0 efter en time, men tabte 1-4 til rækkens nr. sidst, Rudersdal

 - Tag hjem og hyg jer, se jer selv i øjnene  og kig indad, så tager vi den her kamp før træningen på mandag. Men vi kan ærgre os over mange ting, bl.a. at vi har chancerne til at få point, også efter pausen, og at vi begår for mange personlige fejl.

 Cheftræner Alexander Holmstrøm var usædvanligt kortfattet efter lørdagens kamp i Sjællandsserien, der var flyttet fra Vedbæk Stadion til Rundforbi Stadion i Nærum. Her førte KFUM efter en time og fint spil før pausen med 1-0, men endte med at falde helt sammen i slutfasen, så værterne, Rudersdal, kunne juble over en sejr på 4-1.

 Det var hjemmeholdets første sejr siden turneringens første runde i en række, hvor stort set alle klubber er voldsomt ustabile. KFUM ville med en sejr være kommet a point med topholdet, Gladsaxe-Hero, men dumpede i stedet fra 4. - til 8. pladsen.

 Den manglende stabilitet er for KFUM's vedkommende formentlig også en del af prisen for at spille med så ungt et mandskab. Samtidig hører det med til historien, at holdet bestemt ikke havde marginalerne - og effektiviteten - med sig. Begge mandskaber tilspillede sig fem store og halvstore chancer, men der var altså forskel, når det gjaldt om at udnytte disse tilbud.

 KFUM manglede Thor Havndrup på grund af sygdom, ny i startopstillingen var Mads Avnskjold.

  Kampen blev spillet i regn, rusk og blæst på en kunstgræsbane, hvor der især flere steder på den ene banehalvdel stod meget vand. Betingelserne betragtet var der i lange faser, og især i 1. halvleg, tale om en velspillet kamp med et fint teknisk niveau.

 Første store mulighed tilfaldt Rudersdals Valdemar Schambye, der headede et hjørnespark få centimeter forbi mål. Det skulle blive hjemmeholdets eneste nævneværdige mulighed før pausen, mens gæsterne hurtigt satte sig på begivenhederne med seværdig boldomgang, der også udmøntede sig i gode muligheder foran mål.

 I det 9. minut satte Mads Avnskjold sig fint igennem i højre side og fandt Lukas Guldhammer, der bankede bolden over mål. To minutter senere kom KFUM foran. Filip Glac erobrede bolden på modstandernes banehalvdel og fandt Anton Juel Jørgensen, der overrumplede en noget passiv målmand,  Tobias Kristensen, med et spark ved nærmeste stolpe. Antons første fuldtræffer siden oktober 2024.

 I fortsættelsen sparkede Andreas Nielsen snært forbi fra 20 meter, og da Rudersdals forsvar for alvor blev sat under pres, måtte først Luka Dumic og herefter Mads Avnskjold se deres forsøg blive blokeret. I halvlegens sidste fem minutter sparkede Dumic forbi på to gode muligheder, som først Teis Hegelund og derefter Mads Avnskjold havde lagt op til.

 Otte minutter efter pausen fandt Villads Mejding Lukas Guldhammer med en fin aflevering i den modsatte side, men alene med målmanden kunne denne blokere forsøget, da Guldhammers første berøring blev for dårlig. En scoring efter et ellers fint gennemspillet angreb blev annulleret for offside på Teis Hegelund, der stod for den "målgivende" pasning.

 I det 17. minut gik det galt i den modsatte ende, hvor det bare var den første ud af flere situationer, at Rudersdals indskiftede angriber Mads-Emil Røstbjærg gjorde ondt på udeholdets forsvar. Her stod han for forarbejdet, så en helt fri Benjamin Lerkenfelt kunne sparke bolden ind ved nærmeste stolpe.

 Nu havde kampen skiftet karakter. Hos KFUM var der meget lidt tilbage af den energi, som prægede spillerne i 1. halvleg. Opspillet kørte alt for langsomt, og det aggressive pres, holdet ellers havde haft succes med, var nu ikke-eksisterende. Måske følte spillerne, at det var gået for nemt før pausen?

 Simon Fejerskov afløste Mads Avnskjold, så Lucas Remien rykkede fra midterforsvaret og ud som højre back. Men lige efter, i det 24. minut, kom KFUM bagud. Et hjørne fra højre sejlede over venner og fjender, så Tobias Morthorst ubesværet kunne score ved fjerneste stolpe.

 Lukas Guldhammer gav plads for Teoman Karaman, mens Avnskjold kom tilbage i stedet for Teis Hegelund. Godt 10 minutter før tid gult kort til Rudersdals Hassan Awada, og så blev Villads Mejding afløst af Oskar Lund.

 11 mod 10 skulle der egentlig være muligheder for i hvert fald at komme hjem med det ene point. Men det perspektiv blev hurtigt smadret med et sjusket boldtab på egen banehalvdel, så  Benjamin Lerkenfelt i fri position kunne øge hjemmeholdets føring.

 Luka Dumic fik endnu en stor mulighed for at score, men på en fin aflevering fra Anton Juel Jørgensen headede anføreren snært forbi stolpen. Første gang i syv kampe, at Dumic gik fra banen uden at score.

 I stedet lukkede og slukkede hjemmeholdets Mads-Emil Røstbjærg med kampens sidste fuldtræffer i en situation med totalt kaos i KFUM's forsvar.

 

 

 

Luk