Menu

TOTALT ANTIKLIMAS FOR KFUM

image Jonas Sjøbeck header mod mål i slutningen af kampen. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
06. maj 2023 kl. 17:03
Karlslunde vandt 3-0 i hårdt spillet lokalopgør mellem to svækkede hold

Efter to godkendte resultater blev det igen hverdag på en lørdag for KFUM.

 Indtil lokalopgøret i Danmarksserien havde Karlslunde kun vundet én af syv kampe, men den serie fik hjemmeholdet lukket grundigt ned for, idet gæsterne måtte tage hjem til Roskilde med et 0-3 nederlag.

 Efter spil og chancer en absolut fortjent sejr, om end et resultat som 4-2 havde givet et bedre billede af forløbet.

 Begge mandskaber mødte i svækket opstilling, primært på grund af mange skader. KFUM manglede således Christoffer Blond, Victor Fiala, Sebastian Thillerup, Benjamin Sode og Mathias Piel. Det betød bl.a., at U17-spilleren Mikkel Bagge Olsen var med på bænken, dog uden at få debut.

 ”Banen og den kraftigt vind gjorde det til en mærkelig kamp. Men Karlslunde vinder bl.a., fordi de råder over flere individualister. Vi får for lidt ud af medvinden før pausen og ærgerligt, at vi ikke får scoret efter pausen, fordi omstillingen til 4-3-3 gjorde os klart bedre”.

 Sådan lød det bagefter fra assisterende træner Ole Pedersen. Han havde fået chef-kasketten på, fordi Jesper ”Købmand” Pedersen var ferieramt.

 KFUM startede med Lucas Remien som højre back, Simon Fejerskov i trioen af midterforsvarere og Christopher Grube Jensen på midtbanen.

 Karlslundes Emil Welcher sparkede forbi på kampens første gode angreb, og i den anden ende headede Matias Sjøbeck et indlæg fra Remien uden om målet. Hjemmeholdet tilspillede sig yderligere et par pæne tilbud, inden det kom foran i det 36. minut. Youssef Nabata headede et indlæg fra højre i netmaskerne.  Kort før pausen tilspillede KFUM sig sin første store mulighed efter et fint angreb, hvor Grube og Matias Sjøbeck kom få centimeter for sent til at prikke et indlæg fra storebror Jonas over målstregen.

 Det lignede en lille opblomstring, som blev større fra starten af 2. halvleg. Her skiftede gæsterne formation, da Cömert Aga ôcal og Mert Dogusoy kom ind i stedet for Matias Sjøbeck og Simon Fejerskov.

 Mert var sit holds bedste efter pausen og havde også en rolle i det fine opspil, der gav Jonas Sjøbeck chancen i det 2. minut.  Målmand Patrick Christensen halvklarede skuddet, og i forlængelse heraf fik Andrew Oseni muligheden, men fik ikke rigtigt fart og retning på sit hovedstød.

 I det 12. minut fik Aga ikke nok ud af en chance, som Grube og Emil Ølvang satte op for ham, og få sekunder senere lå bolden efter en omstilling i nettet bag KFUM’s keeper, Sebastian Blynov.  Målscorer den tidligere KFUM’er Victor Sander Petersen, der nu optræder i Karlslunde sammen med storebror Marco, som spillede en suveræn kamp i midterforsvaret.

 Gæsternes offensive satsning gav modstanderne endnu flere muligheder på omstillinger. Således blev en scoring annulleret for off side, og Karlslundes Mathias Lang Andersen ramte overliggeren. Lucas Remien gik ud til fordel for Ismail el Hariri, som kort tid efter sin indskiftning afsluttede en fin aktion med at banke bolden på stolpen.

 Christopher Grube og Harris Mir forlod banen, ind kom yderligere to angribere, Carl Severinsen og ”Nuri” el Sayed.  Keeperen reddede i sikker stil et hovedstød fra Jonas Sjøbeck, og fire minutter før tid blev der så sat et bittert punktum på en helt igennem uheldig dag for KFUM. Nuri blev noteret for et selvmål med en kikset tilbagelægning til sin målmand.

 Syv advarsler, hvoraf seks blev uddelt ui det sidste kvarter, bl.a. til Aga, Deniz Yükcü og Ismail.  Da frustrationerne tog til, havde dommer Gustav Olsen for længst tabt grebet om kampen, som han åbenbart ledede ud fra en beslutning om, at fordelsreglen ikke skulle bruges.  Og ud over vinde aldeles fortjent skulle Karlslunde igen-igen markere sig med en usympatisk fysisk og verbal tilgang, både på og uden for banen.

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk