Menu

SOM ET BILLEDE PÅ HELE SÆSONEN

Leon A.
11. juni 2022 kl. 18:12
KFUM havde chancer til en sikker sejr, men sluttede sæsonen med at tabe 2-3 i Herlev

 Som sæsonens sidste divisionskamp forløb på Herlev Stadion, ville det efter spil og chancer have været passende, om opgøret var endt noget i retning af 5-2 til KFUM.

 Men langt fra alle fodboldkampe ender med et resultat, som giver et ”korrekt” eller ”retfærdigt” billede  af, hvordan de 90+ minutter forløb.

 Herlev, nummer sidst i rækken, vandt på nærmest mirakuløs vis 3-2 over gæsterne, det næstdårligste hold i 3. division, samme resultat som da holdene senest mødtes i slutspillet.

 ”Vi kan ikke være det bekendt over for os selv og hinanden. Ærgerligt, at det skal slutte sådan, men det må siges at være kendetegnende for hele vores sæson”, sagde cheftræner Keld Hansen.

 Han havde Marco Sander Petersen og Shabban Hussain tilbage i startopstillingen efter karantæne, hvilket betød, at Benjamin Sode og Emre Selvi startede på bænken.

 Herlev stod meget lavt i hele kampen og satsede stort set kun på omstillinger og dødbolde. Med et højt pres bragte KFUM sig selv i en dominerende rolle, og dominansen udmøntede sig både i meget godt angrebsspil og mange chancer og afslutninger. Men når tingene skulle afgøres, manglede den nødvendige kvalitet og konsekvens.

 Af fire gode tilbud i de første 10 minutter tilfaldt den største Shabban Hussain, der i helt fri position afsluttede et godt angreb med at heade et indlæg fra Cilius Træden forbi mål. Luka Dumic havde også et par gode muligheder, inden Herlevs Lasse Pedersen halvflugtede over må.

 Marco Sander kanonerede lige over, og i det 29. minut stod han for oplægget til kampens første mål med et indlæg, som målmand Oskar Herløv gik helt galt af, så Oliver Lassen først headede på stolpen og dernæst løb riposten ind over stregen. De blå-hvide  fik lov at glæde sig over føringen i 10 minutter, da Herlev slog til efter et boldtab på midten. Den tidligere KFUMer Elton Amisse strøg til mållinjen, og hans flade pasning blev sendt over stregen af Rasmus Madsen.

 Gæsterne kom også bedst ud efter pausen, og efter to muligheder til Oliver Lassen samt én til Emil Ølvang faldt målet til 2-1 i det 15. minut. Christian Klausen headede et hjørnespark fra Emil Ølvang mod målet, og her sørgede Shabban Hussain for scoringen med et veludført hælspark.

 Umiddelbart efter scoringen gik han og Amin El Barrani ud, ind kom Emre Selvi og Benjamin Sode. Lidt senere gik Deniz Yükcü ud med en skade, og han blev erstattet af Lucas Christoffersen, hvorefter Lucas Sander rykkede tilbage i midterforsvaret. Ni minutter efter Shabbans fuldtræffer faldt udligningen. På et frispark fra midten af banen reagerede forsvaret med total passivitet, så Lasse Meinert kunne score fra en halvspids vinkel.

 I fortsættelsen markerede Herlevs indskiftede veteran-målmand Lasse Gram sig som en vigtig spiller for sit hold. Således reddede han et hovedstød fra en umarkeret Oliver Lassen, ligesom han havde reflekserne med sig, da Emil Ølvang trykkede løs. Victor Koch Hansen afløste Oliver Lassen, og det lykkedes for ham at passere keeperen i sin første aktion, men en forsvarer reddede på stregen. Og minuttet efter, godt et kvarter før tid, slog Herlev til igen. Forsvaret lod sig totalt overrumple af et hurtigt taget indkast, og Oliver Miltoft udnyttede den efterfølgende panik til at score fra nært hold.

 Målmand Magnus Dilling sendte bolden lige for fødderne af Herlevs Oliver Wilsky, der langt udefra sendte bolden mod det tomme mål og ramte stolpen. Hjemmeholdet forspildte en stor omstillings-chance, inden det hele sluttede med to store chancer til KFUM i forlængelsen. Først fik Victor Koch muligheden på oplæg fra Emre Selvi, men sparkede lige på målmanden, og i opgørets sidste sekvens blev et hovedstød fra Dumic efter hjørnespark reddet på selve målstregen.

 Gult kort til Herlevs Elton Amisse samt gæsternes Lucas Sander Petersen og Emre Selvi.

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Luk