Menu

SKRÆKKELIG KAMP, SOLID FIGHT - OG VIGTIG SEJR

image Frederik Winther indledte scoringen i Greve med et glimrende mål
Leon A.
29. oktober 2022 kl. 17:18
KFUM lavede to glimrende mål og vandt 2-1 i Greve

   Hvis en neutral og sagesløs tilskuer havde lagt vejen forbi Greve Stadion i det herlige efterårsvejr for at se lørdagens DS-kamp, kunne vedkommende godt have fået den tanke, at når fodbold foregår på den måde, ligner det grangiveligt verdens grimmeste spil.

 Alligevel forståelig jubel hos KFUM’erne, der kunne drage hjem med en vigtig 2-1 sejr over hjemmeholdet, som hermed indkasserede sit andet nederlag i de seneste 10 kampe.

 ”Mange af jer rammer ikke det niveau, som I har. Men vi skal glæde os over denne sejr, fordi vi viste, hvordan vi kan krige en kamp hjem, når det er det, som der er brug for. Kampen viste, hvor meget hårdt arbejde og sammenhold kan betyde. Vi holder dem stort set fra chancer, og sejren er fortjent”, sagde cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen.

 Ud over de langtidsskadede i truppen valgte han at se bort fra Aga Öcal, en af de dominerende skikkelser i de seneste kampe, på grund af en mindre skade, som helst ikke skulle forværres. Christoffer Grube var tilbage som højre back, så Mustafa Atici rykkede frem på kanten.

 På en dårlig bane startede Greve bedst. Hjemmeholdet virkede især før pausen teknisk stærkere og spillede med hurtigere og bedre boldomgang, mens gæsterne havde svært ved at holde fast i kuglen og ofte forfaldt til lange bolde, der for det meste lignede et produkt af tilfældigheder.

 I det 7. minut headede Jonas Sjøbeck et indlæg fra Christopher Grube i favnen på målmand Thomas Kullenberg. Lidt senere brændte det på i den modsatte ende, hvor Mitchell Tagø i fri position, men fra en halvspids vinkel ramte oversiden af overliggeren. I det 12. minut kom KFUM så foran, da Frederik Winther greb en lidt tilfældig mulighed og fra udkanten af feltet scorede med et flot spark ved foden af modsatte stolpe.

 Christopher Grube leverede endnu et fint indlæg, som en håndfuld med- og modspillere lige nøjagtigt kom for sent til inde foran mål. I halvlegens næstsidste minut kom Harris Mir for sent med en tackling i eget straffesparkfelt, og Mathias Tagø udlignede fra 11 meter-pletten.

 Lige efter pausen sendte Greves Jonas Stabell et drøn af et langskud lige over mål, men så slog KFUM igen til. I det 14. minut fandt Mustafa Atici Andrew Oseni med en fin stikning i bagrummet, og den hurtige angriber scorede til 2-1. Kort forinden var Lorent Selmani og Mathias Piel kommet på banen, ud gik Jonas Sjøbeck og Amin el Barrani. Godt 10 minutter efter scoringen blev Mustafa Atici afløst af Victor Sander.

 Kvaliteten faldt yderligere i resten af kampen, også efterhånden som trætheden meldte sig, og det var en slem gang ”skrammel-fodbold”, publikum blev budt på. KFUM lignede et hold, der havde totalt styr på kampen, alligevel blev der godt et kvarter før tid skiftet defensivt ind, da Andrew Oseni og Frederik Winther forlod banen til fordel for Christian Klausen og Cilius Træden.

 Det kunne ligne en invitation til en ellers slagen modstander, men til gæsternes ros skal det siges, at det talstærke og lavt stående forsvar konsekvent afviste alle forsøg på at bringe balance i regnskabet. Et enkelt nærående langskud, der fem minutter før tid gik lige uden om målrammen, var alt, hvad Greve havde at byde ind med.

 Fire advarsler, hvoraf de tre tilfaldt Emil Ølvang, Andrew Oseni og Marco Sander.

 De blev uddelt af en dommer, Steen Jensen, som nærmest udgjorde en tragikomisk figur, idet han fløjtede sådan lidt i øst og lidt i vest, uden antydning af konsekvens og med en ”linje”, der var så tolerant, at han i mange situationer decideret satte fodboldreglerne ud af kraft.

 Og til gavn for hvem?

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk