SEJR I DEN ANDEN TRÆNINGSKAMP

- Vi kom helt klart med et bedre udtryk end i lørdags. I flere faser fik vi sat et fint og højt pres ind, og vi skabte rigtigt mange chancer, der burde have givet flere mål. Og så kneb det lidt med at komme i gang i 1. halvleg, hvor vi lavede mange fejl i opspillet, ligesom vores tilbageløb heller ikke helt sad, som de skulle.
Bl.a. med disse vurderinger gjorde cheftræner Alexander Holmstrøm status efter sommerens anden træningskamp, som KFUM vandt 4-3 hjemme over Raklev.
Lørdag præsterede KFUM et skidt udlæg med et 2-6 nederlag i Tuse fra den anden pulje i Sjællandsserien. I samme pulje figurerer Raklev, som to døgn forinden havde stået for en flot præstation, da holdet eliminerede Avartas nedrykkere fra 3. division i pokalturneringen.
Også derfor stillede gæsterne med syv nye i startopstillingen, men forståeligt nok kørte holdet træt et et stykke inde i 2. halvleg, hvor KFUM havde spil og chancer til en større sejr.
I det 12. minut indledte Raklevs Lucas Boksa scoringen med et fladt skud, som målmand Nicklas Andersen burde have pareret. Senere i halvlegen revancherede KFUM's keeper sig dog med to stærke redninger.
Inden for det næste kvarters tid fulgte yderligere tre mål. Luka Dumic udlignede, Emil Christensen bragte igen gæsterne foran, og det blev 2-2 på et rigtigt energi-mål af Teis Hegelund.
I pausen og i løbet af 2. halvleg foretog holdene flere udskiftninger. Ind kom bl.a. forårets topscorer, Matias Sjøbeck, der nettede til 3-2 og 4-2, og især hans anden fuldtræffer var resultatet af meget fint angrebsspil. Raklevs Magnus Thorensen reducerede efter hjørnespark.
Men 4-3 endte det altså, selv om skribenten bare i løbet af 2. halvleg talte ni store og halvstore chancer til KFUM. Hvoraf kun de to blev udnyttet, så også her er der plads til forbedring.
Næste træningskamp spilles tirsdag d. 12. august, hvor KFUM får besøg af FB fra Københavnsserien.