Menu

SÅ KOM FØRSTE SEJR - OG MED TENNISCIFRE

Leon A.
04. marts 2023 kl. 16:41
Efter 1-0 ved pausen vandt KFUM 6-0 over Espergærde fra Sjællandsserien

 I den sjette af vinterens syv træningskampe kunne KFUM juble over den første sejr.

 Espergærde, lørdagens modstander på Lillevang, ligger som oprykker nr. fire i Sjællandsserien. Gæsterne var godt med i en ganske jævnbyrdig 1. halvleg,  men efter pausen stod der KFUM på det hele, og hjemmeholdet vandt med hele 6-0.

 Benjamin Sode lavede det eneste mål før pausen, selv om der var muligheder til mere end den ene scoring.

 I 2. halvleg blev forskellen på holdene stadig mere tydelig, og Espergærde kunne slet ikke følge med, når KFUM skruede op for tempoet i boldomgangen.

 De blå-hvide manglede ellers flere stamspillere, bl.a. angrebstrioen med Cömert Aga ôcal, Jonas Sjøbeck og Andrew Oseni.

 Den tyske kantspiller Nureddin El Sayed (i daglig tale Nuri), der fik et par korte  indhop fra Danmarksserien i efteråret, fik chancen fra start, spillede samtlige 90 minutter og leverede en lovende præstation. Kort inde i 2. halvleg sendte han bolden i nettet fra 45 meter, da han observerede, at gæsternes keeper stod langt uden for sit mål.

 Christoper Grube Jensen scorede to mål inden for mindre end fem minutter, i begge tilfælde efter flot gennemspillede angreb. Det blev 5-0, da en forsvarer sparkede bolden ind på Matias Sjøbeck, hvorefter den sprang ind over stregen, og Sebastian Thillerup sørgede for kampens sidste mål, sat ind på hovedstød.

 Det gik således ikke ud over rytmen, at KFUM skiftede flittigt ud efter pausen, således at i alt 17 spillere fik kamptræning. Kun fem fik samtlige 90 minutter: Den ny målmand, Sebastian Blynov, der ikke havde meget at se til, samt Victor Fiala, Christopher Grube, Mathias Piel og Nureddin El Sayed.

 Træningskampen var første punkt på en dagsorden, der også omfattede to gange spisning og minigolf. Så optakten til denne lørdag i team buildingens tegn kunne næsten ikke være bedre.

  Herefter resterer der kun én træningskamp, på lørdag på udebane mod et andet DS-hold, Frederikssund. Turneringen indledes med to hjemmekampe: 18. marts mod Karlslunde og 25. marts mod Tårnby.

 

 

 

Luk