Menu

SÅ FIK KFUM GANG I MÅLMASKINEN

image Jublende KFUM'ere efter Marco Sander Petersens udligning til 2-2. FOTO: Jakob Termansen
Leon A.
24. september 2022 kl. 16:59
Vandt 5-2 i Herstedøster, sæsonens første sejr på udebane

Herstedøster, som lørdag tog imod KFUM i Danmarksserien, havde tabt de fire forudgående kampe og i den i alt indkasseret 20 mål, altså helt nøjagtigt fem i snit.

  Og de orangeklædte gæster gjorde præcist, hvad der skulle til, for at holde det for modstanderne så kedelige gennemsnit. I en chancerig forestilling vandt KFUM 5-2, første gang i tre år, at holdet har scoret mere end fire gange i en turneringskamp.

 Samtidig var det sæsonens første sejr på udebane, som spillerne og trænerstaben kunne juble over. Som cheftræner Jesper Købmand Pedersen påpegede det, kunne han godt bruge tid på faser i spillet, der ikke helt fungerede.

 ”Men det vil jeg ikke gøre. Lad os i stedet glæde os over, at vi sætter os solidt på 2. halvleg, og så er det jo ikke i hver kamp, at vi lader fem mål”, lød det fra træneren.

 KFUM kom foran efter knap et halvt minut, da Anid Demirovic skiftede diagonalt fra sin backplads i højre side, så Andrew Oseni kunne heade i nettet ved modsatte stolpe. Men føringen holdt kun tre minutter, et boldtab gav Herstedøster muligheden for at spille sig igennem, og Mads Haunstrup scorede sikkert.

 I det 22. minut sparkede Christopher Grube fladt på stolpen fra næsten 25 meter, ærgerligt, og endnu ærgerligere, at hjemmeholdet bragte sig foran på det følgende angreb. Conrad Kromann kunne kun slå et skud fra den tidligere KFUM’er Rasmus Floor på stolpen, hvorefter Malthe Jacobsen sendte riposten i mål. Opgøret bølgede frem og tilbage med mange afslutninger, da  holdene gav meget plads væk på banens midte. I det 31. minut kom dommeren til at stå i vejen for en kombination lige uden for feltet. Han skulle herefter lade bolden falde, så den forblev på KFUM-fødder, og Marco Sander slog til med det samme, da han scorede ved foden af stolpen.

 Conrad Kromann satte en fin omstilling i gang, som endte med, at Cömert Aga Öcal, der i truppen kaldes for Aga, bankede bolden på overliggeren fra en spids vinkel.

 I pausen gik Anid Demirovic og Victor Sander ud, ind kom Harris Mir samt Amin El Barrani, der fik sæsondebut. Amin lagde en fin fremlægning i venstre side til Andrew Oseni, som løftede bolden over målmanden og over målet. I det 12. minut opstod der klumpspil foran hjemmeholdets mål, og det endte med, at Aga kunne sende bolden over stregen til 3-2.

 I en kort periode kom Herstedøster tilbage i kampen. Kromann røg fint ud af målet og hindrede Malthe Jacobsen i at score, og Mads Haunstrup ramte overkanten af overliggeren. Men langt det meste foregik foran hjemmeholdets mål, hvor Luka Dumic afsluttede et fint angreb med at heade en centring fra Emil Ølvang forbi stolpen. I det 27. brillerede KFUM med en flot kontra, som Andrew Oseni afsluttede med at skubbe Agas flade pasning ind over stregen. 5-2 blev en kendsgerning godt et kvarter før tid, da Dumic selv kunne have skudt, men foretrak pasningen til en fri Aga, der ordnede resten. Altså fire mål tilsammen af KFUM’s to kantspillere.

 Herefter gav Aga plads for Jonas Sjøbeck lidt senere blev Mathias Piel og Andrew Oseni afløst af Christian Klausen og Lorent Selmani. Fire gule kort, hvoraf det ene tilfaldt Luka Dumic.

 

 

Luk