Menu

POKALKAMPEN MOD HB KØGE FASTSAT

image Rasmus Lundberg har været skadet, men er forhåbentlig klar til pokalkampen 3. september
20. august 2019 kl. 12:57
Stor fodboldaften på KFUM, når 1. div,-holdet kommer på besøg

Efter mange dages forhandlinger er det nu lykkedes at få KFUM's kamp i 2. runde af DBU's pokalturnering fastsat.

KFUM møder 1. divisionsholdet fra HB Køge tirsdag d. 3. september kl. 17,15 på Boresko Park.

Selv om gæsterne er kommet skidt fra start i landets næstbedste række, undgår de selvfølgelig ikke favoritværdigheden. HB Køge er i færd med at spille et nyt hold sammen og vil formentlig være noget stærkere til den tid, end de har præsenteret sig i de første turneringskampe.

Alligevel har gæsternes træner, Morten Karlsen, betonet, at kampene i 1. division (Nordic Bet Ligaen) nyder førsteprioritet. Det betyder formentlig, at ikke alle stamspillere kommer i kamp på Lillevang.

Derfor håber vi selvfølgelig på, at KFUM udfylder rollen som "underdog" på bedste vis og giver favoritterne kamp til stregen. Det kunne være sjovt at komme en runde videre og få en endnu mere attraktiv hjemmekamp i næste runde, hvor de Superligaklubber, som endnu ikke er trådt ind i turneringen, kan blive trukket som modstander.

Uanset resultatet, så arbejder KFUM's ledelse på, at alle kan få en fin fodboldoplevelse på denne sensommeraften, hvor vi så også må håbe på vejrgudernes velvilje.

Al træning er aflyst på grund af pokalkampen. Vi har et rigtigt godt tilbud til alle familier,  idet voksne betaler 50 kroner i entré, mens børnene går gratis ind.

Stadionkiosken har selvfølgelig åben, som ved alle DS-holdets hjemmekampe, og Michael Købmand har udarbejdet et rigtigt fint menukort til lejligheden. 

Så mød endelig op og få serveret både aftensmaden og en forhåbentlig underholdende pokalkamp.

 

 

 

 

 

 

 

Luk