NY TRÆNER TIL ARBEJDET MED AT UDVIKLE KFUM'S UNGE TALENTER
Den sportslige ledelse i KFUM's Boldklub har engageret Jesper Petersen som ny cheftræner for klubbens ungsenior-trup. Han efterfølger Michael Stoksbjerg, hvis engagement sluttede med udgangen af 2022.
Den ny træner får hermed ansvaret for KFUM's næstbedste hold (U23), der spiller i serie 1, mens truppens anden træner, Alexander Holmstrøm, skal stå for det U19-mandskab, som i foråret optræder i mesterrækken.
Kontakten til KFUM blev skabt via Ole Pedersen, assisterende træner for KFUM's hold i Danmarksserien. Han har ad flere omgange arbejdet sammen med Jesper Petersen, der senest har trænet Solrøds kvinder i 2. division.
I øvrigt har Jesper Petersen bl.a. trænet AB Tårnby samt en række klubber i serie 1, 2 og 3.
- Jeg glæder mig til et job, hvor det primært handler om at få udviklet de unge talenter og gøre dem klar til førsteholdstruppen, så vi ligesom får en fødekæde i gang i klubben. Det bliver med en filosofi, hvor det handler om at tænke offensivt og være spilstyrende, både når vi angriber og forsvarer, siger Jesper Petersen.
Serie 1-holdet rykkede op for et halvt år siden og har med en femteplads før sidste turneringshalvdel klaret sig rigtigt fint. Så fint, at oprykning til Sjællandsserien sågar er en mulighed.
- Men muligheden er nu ikke så stor. Hvis den alligevel skulle komme inden for rækkevidde, tager vi det som en bonusting. Men først og fremmest handler det om én ting, nemlig udvikling, understreger U23-holdets kommende træner.
Han har sin første træning mandag d. 30. januar med en trup af ungseniorer og U19-spillere, der lige nu består af godt 30 spillere. Jesper Petersen får også til opgave at få arrangeret de nødvendige træningskampe, inden det går løs i turneringen i midten af marts.
- Det bliver selvfølgelig en udfordring, men vi skulle meget gerne have fire-seks træningskampe, understreger Jesper Petersen.