NEDERLAG I FØRSTE TRÆNINGSKAMP (1)

For begge hold var det sommerens første træningskamp, som stod på programmet, da KFUM lørdag havde besøg af Avarta på den ny kunstgræsbane på Lillevang.
Gæsterne havde et fremragende forår i Danmarksserien, hvor de hentede 31 point i 13 kampe og besatte fjerdepladsen. Det kunne ses, at holdet i modsætning til KFUM stort set har materialet intakt fra foråret, og deres 2-0 sejr var fuldt fortjent. De blå-hvide skal nok være glade for, at de to hold spiller i hver sin DS-pulje i 2022-23, for Avarta ligner umiddelbart en seriøs kandidat til oprykning.
Målene blev scoret efter cirka et kvarter og kort før tid i et opgør, der blev afviklet over 3 x 25 minutter.
KFUM har siden sidste sæson sagt farvel til Marc Lyster, Deniz Yükcü, Shabban Hussain og Victor Koch Hansen. Af forskellige årsager var Victor Fiala, Cilius Træden, Emre Selvi, Frederik Winther og Jonas Sjøbeck ikke til disposition i den første træningskamp.
Det var til gengæld tre nye spillere: Mustafa Atici, Christopher Grube og Victor Sander Petersen, yngste bror til Lucas og Marco Sander Petersen. Atici og Grube har træner Jesper "Købmand" Pedersen tidligere haft i FA 2000, mens yngste Sander kommer fra Lyngbys ungdomsafdeling.
Efter en noget usammenhængende start i lørdagens kamp kom KFUM gradvist noget bedre med og viste i perioder ganske udmærket kombinationsspil. Men tingene gik noget i stå på den sidste tredjedel, og Christopher Grube stod i tredje periode for holdets eneste nævneværdige afslutning med et hovedstød, som ikke voldte Avartas målmand problemer.
De blå-hvide spiller den anden og sidste træningskamp 30. juli i Ishøj, hvor det nyoprykkede 3. divisionshold tager imod. Tre dage senere gælder det Allerød på udebane i pokalturneringen, mens KFUM har hjemmebane mod Holbæk i første DS-kamp lørdag d. 6. august.
Den ny cheftræner har fået ny assistent i skikkelse af Ole Pedersen, der senest har trænet Solrøds Danmarksseriehold og tidligere har virket i bl.a. Ringsted og Rishøj.