Menu

MEN VEJRET VAR GODT

30. marts 2019 kl. 20:14
Odsherred bedst i dårlig 0-0 kamp på elendig bane

Siden KFUM rykkede op i denne række, har der siden 2013 været spillet 70 kampe i Danmarksserien på klubbens opvisningsbane, der nu lyder det officielle navn Boresko Park.

 Det var muligvis den dårligste af alle disse kampe, som publikum blev vidner til, da KFUM lørdag spillede forårets første hjemmekamp i strålende forårsvejr. På det muligvis dårligste underlag i hele denne periode.

 0-0 var for så vidt et "logisk" udfald af kampen, men det hører med til historien, at gæsterne bedst forstod at håndtere en situation med to modstandere, KFUM og KFUM’s grønsvær. 

 I en kamp, hvor der blev primært blev løbet, sparket og tacklet fodbold, forstod Odsherred flere gange at kombinere sig frem til afslutninger og også skabe enkelte farlige muligheder. I modsætning til hjemmeholdet, der dog kunne glæde sig over, at det nu er uden nederlag i otte kampe i træk.

 ”Det er sjældent, at man vinder en fodboldkamp uden at skabe chancer, så ud fra det skal vi vel være tilfreds med det ene point. Men hos flere spillere savner jeg nogle procenter og et udtryk, der siger, at vi skal altså ind og eje kampen og være de stærkeste i duellerne.Vi skal simpelthen sælge os selv noget bedre”, fastslog cheftræner Stefan Håkansson.

 KFUM åbnede med samme opstilling som i forårets første kamp. I det 6. minut skabte Odsherred én af kampens bedste chancer. Den tilfaldt Yousef Ghani, som måtte se Marc Lyster klare skuddet  fra en halvspids vinkel.

 Emil Ølvang var tæt på at finde Kenneth Beyer med en flad stikning, men målmand Lasse Sømmergaard kom ud og fik afværget. I øvrigt ydede Beyer en ihærdig indsats som enlig frontløber, men manglede støtte fra midtbanen og kanterne. I slutningen af halvlegen fik topscorer Ølvang en tilfældig mulighed i forlængelsen af et frispark, men halvflugtede over mål.

 Især de første 20-25 minutter efter pausen blev spillet på Odsherreds præmisser, mens hjemmeholdet stressede og tog mange forkerte beslutninger. Den tidligere KFUM’er Emre Selvi skabte ravage med sin hurtighed og gode løb og fik også et par halvstore chancer, hvor han dog sparkede forbi. Efter et hjørnespark headede  Deniz Karaca fra en svær position, men Lyster var vågen og reddede.

 Efter en times tid gav Danny Stencel plads for Aske Andersen, som jagtede muligheden, da Emil Ølvang prøvede at finde ham med et langt skift. Men også her havde keeperen øjnet faren og kom godt ud sit mål. I slutfasen blev Ølvang afløst af Kenan Aydin, forårets sjette debutant, og Rasmus Lundberg gav plads for Mico Elvig, der blev lagt frem i forreste linje, men uden effekt.

 Advarsler til Aske Andersen samt Odsherreds Yousef Ghani, Emre Selvi, Andreas Elkjær, Wilson Henningsen og Mikkel Vestergaard.

Luk