Menu

MARC LYSTER INDSTILLER KARRIEREN

image
Leon A.
11. juli 2022 kl. 21:18
Tør ikke længere løbe risikoen efter flere operationer i knæet

 Det har længe været Marc Lysters mål, at han i hvert fald ville nå 200 kampe på KFUM's bedste hold. 

 13. maj spillede han sin kamp nr. 189, da KFUM i slutspillet om at undgå nedrykning fra 3. division tabte 0-2 på udebane til Slagelse. Det skulle vise sig at blive den sidste i karrieren.

 Efter tre-fire operationer og indgreb i det ene knæ i det seneste par år tør den 27-årige målmand ikke længere løbe, hvad han kalder en kalkuleret risiko ved at spille fodbold på dette niveau.

 - Beslutningen har jeg selvfølgelig ikke taget fra den ene dag til den anden. Alligevel går der nok mindst et par dage, før jeg er afklaret med den, og før det rigtigt går op for mig, hvad jeg siger farvel til. Men lægerne tør ikke love, at endnu et indgreb vil gøre situationen bedre, bortset fra, at det altså ikke er uden risici, når de den ene gang efter den anden går ind i knæet på denne måde, siger Marc Lyster.

  Når han har taget beslutningen, skyldes det ikke udelukkende sportslige hensyn.

  - Jeg kan i den grad mærke det dårlige knæ i hverdagen, også fordi jeg bor på 3. sal. Men det er også vigtigt for mig, at jeg kan lege med mine børn om fem og om ti år, tilføjer han.

 Marc Lyster kom til klubben som ynglingemålmand for knap 10 år siden, men nåede aldrig at spille ungdomsfodbold i KFUM. I foråret 2013 spillede han flere kampe på det hold, der vandt Sjællandsserien, og efter sæsonafslutningen spillede Lyster og hans forgænger, Andreas Rothmar, hver en halvleg, da de blå-hvide besejrede Brøndby 2-1 i en sommerkamp, der trak over 1200 mennesker til Lillevang.

 - I de gode år, jeg har haft i KFUM, tænker jeg især tilbage på kampe som denne, på pokalkampen mod Viborg fra Superligaen og fra lokalopgørene på hjemmebane mod FC Roskilde, fortæller Marc Lyster.

 Han mødte op for at meddele sin beslutning, da førsteholdets ny træner, Jesper "Købmand" Pedersen, mandag havde indkaldt til første træningsdag før den ny sæson.

 - Jeg vil altid betragte mig som KFUM'er, og jeg vil blive ved med at følge klubben i tykt og tyndt. Vi har allerede talt om muligheden for, at jeg fremover kunne gøre en indsats som træner. Det vil jeg bestemt ikke afvise, men nu skal jeg lige have det hele lidt på afstand, før jeg eventuelt siger ja til noget. Og skulle det nu vise sig, at knæet hen ad vejen får det meget bedre, og de en weekend står og mangler en målmand, vil jeg slet ikke afvise, at jeg kan give en hjælpende hånd, slutter Marc Lyster.

 

 

 

 

 

 

 

Luk