MÅLET NÅET: KFUM BLIVER I SJÆLLANDSSERIEN

Efteråret blev indledt med nederlag i de seks første kampe, samlet målscore 6-25. Senere lød status på fire point i 11 kampe, og ambitionerne om at blive i Sjællandsserien lignede stadigvæk et projekt med masser af udfordringer.
Alle disse udfordringer er nu løst. Det står fast efter resultaterne i tredjesidste runde, som for KFUM's vedkommende flaskede sig sådan, at holdet har sikret sig fortsat eksistens i rækken.
Masser af respekt for den bedrift, og så må vi leve med, at stimen med seks sejre på stribe blev brudt i lørdagens hjemmekamp mod BSF (Ballerup-Skovlunde). Opgøret endte 1-1, men efter fordelingen af spil og chancer burde de blå-hvide have vundet. Og de blev samtidigt hårdt straffet for at forære gæsterne deres udlignende mål.
- Det irriterer mig med det mål, hvor vi bare kunne have clearet bolden, så der ikke opstod nogen fare. Men i dag ser vi også, hvor svært det kan være, når det undtagelsesvist er os, som angriber kampene, mens modstanderne bare parkerer bussen, konstaterede cheftræner Alexander Holmstrøm.
Efter seks sejre i træk på klubbens ny kunstgræsbane var det første gang i foråret, at hans hold spillede en turneringskamp på opvisningsbanen.
- Det var godt nok besværligt at spille på det her underlag, fyldt med huller og ikke klippet. Men det gælder om at se fremad, og missionen for resten af sæsonen er seks point i de to sidste kampe, hvor vi kan spille totalt frit. Hvis vi vinder dem, ender vi i bedste fald på sjettepladsen, hvilket vil være en stor bedrift, fastslog træneren.
Han havde Luka Dumic og Carl Severinsen tilbage i truppen. Sidstnævnte startede på bænken, mens Rasmus Hansen efter sin skade fra pokalkampen først vurderes 100 pct. i orden til de to sidste kampe.
KFUM lagde ud med en god mulighed, da Luka Dumic sendte Teis Hegelund af sted i højre side, men BSF's målmand fik blokeret. Hjemmeholdets momentvist høje pres fungerede ganske udmærket, mens den meget tålmodige boldomgang oftest manglede det fornødne tempo på det udfordrende underlag.
Gæsterne agerede fra en meget defensiv udgangsposition, men indimellem lykkedes det for BSF at finde rum og overtal i omstillingerne, så hjemmeholdets forsvar blev udfordret. Omkring det 20. minut fik Ballerups Philip Laurberg en stor mulighed i fri position tæt på mål, men han fik ikke ordentligt ram på kuglen med pandebrasken, og riposten blev blokeret af KFUM's forsvar.
Mens 1. halvleg generelt var en ganske kedsommelig affære, kom der mere liv i forestillingen efter pausen. Efter et godt angreb fik Lucas Remien et nærgående skud blokeret, mens Malthe Pedersen sparkede forbi på en god mulighed i den anden ende. Hans holdkammerat Oscar Wael fik et endnu større tilbud, men her lykkedes det for forsvaret at blokere. I det 10. minut kom Lukas Guldhammer på banen i stedet for Filip Glac, og en halv snes minutter senere sendte Dumic den ny mand af sted med en flot pasning. Men målmand Jonathan Bjørneboe reddede Guldhammers skud med en stærk fodparade.
Mads Avnskjold afløste Teis Hegelund, og så kom hjemmeholdets sidste skanse, Niclas Bielenberg, på en mindre skovtur. Det gav Alexander Keun en gratis chance, men fra lang afstand sendte han bolden over KFUM's mål.
Ellers havde KFUM's keeper langt mindre at se til end sin kollega og konkurrent hos BSF. Han reddede i fint stil et godt skud fra Thor Havndrup, men måtte kapitulere, da der manglede knap et kvarter. Et skud fra Anton Juel Jørgensen blev blokeret af forsvaret, og Simon Fejerskov bankede riposten i nettet. Med denne scoring har Matias Sjøbeck og Luka Dumic tilsammen lavet 14 af holdets 19 mål i foråret - flot i sig selv, men også på tide, at andre spillere "blander sig", når bolden skal i kassen.
Kort før målet havde Carl Severinsen afløst Matias Sjøbeck. Thor Havndrup fik en god mulighed i feltet, som der ikke kom noget ud af, og så gik det i stedet grumme galt 10 minutter før tid. BSF fik hjælp af et sløset opspil i KFUM's forsvarszone, og så kunne en umarkeret Philip Laurberg score til 1-1 med et fladt, yderligt placeret spark.
Teis Hegelund og Matias Sjøbeck kom tilbage, ud gik Thor Havndrup og Anton Juel Jørgensen. I en livlig slutfase var der stort set ensrettet trafik mod BSF's mål, hvor hjemmeholdet gik hårdt efter endnu en scoring.
Men Jonathan Bjørneboe havde valgt dagen til at stå en rigtigt fin kamp, som han i de sidste minutter kronede med fine redninger på skud fra Carl Severinsen, Lukas Guldhammer og Luka Dumic. Godt tre minutter før tid fik Dumic kampens sidste store mulighed, men umarkeret ved den fjerneste stolpe headede han et hjørnespark forbi mål.
Det blev altså ved 1-1, og der var gavekort fra Spar Nord Bank til Simon Fejerskov som holdets bedste spiller.