Menu

LOVENDE TRUP DER HAR TAGET ENDNU ET SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Leon A.
14. november 2022 kl. 20:20
KFUM's unge mandskab i serie 1 bygger på og leverer emner til førsteholdet

 Velkommen på en højere hylde.

 At det var den fornemmelse, som KFUM's nyoprykkede mandskab i serie 1 ville stå med efter de første kamp i rækken, kom ikke bag på cheftræner Michael Stoksbjerg.

 Men selv om spillere og staben omkring holdet måtte være forberedt på mere kvalitet og et højere bundniveau i den højere række, var der samtidig store forventninger til sæsonen.

 - Jeg havde bestemt regnet med, at vi kunne etablere os i den bedste halvdel, men var samtidig spændt på, hvor stort springet ville blive. Da vi i den femte kamp tabte 0-4 til Haslev, nedrykker fra Sjællandsserien, åd de os simpelthen rent fysisk. Om ikke før, så gik det her op for os, at i serie 1 ville der ikke blive nogen bløde kampe, fortæller Stoksbjerg.

 Samtidig ændrede han sin formation, så der fremover blev spillet 3-5-2. Siden da har de unge KFUM'ere nærmest ikke set sig tilbage, af efterårets sidste otte kampe tabte holdet kun en enkelt. Træneren ser især tilbage med stolthed på den sidste kamp, på udebane mod Raklev.

 - Jeg vil nærmest betegne den som en milepæl i holdets udvikling. Vi er klart bedst i 1. halvleg, som vi vinder 2-0. Efter pausen kom Raklev på banen med fornyede kræfter og  tydeligt opsat på, at den kamp slet ikke var tabt. Heldigvis var vi i stand til at forsvare føringen i suveræn stil, samtidig med, at vi indimellem kunne true modstanderne med vores omstillinger, lyder det.

 Michael Stoksbjerg har brugt 31 spillere i efteråret. Der er tale om spillere fra klubbens ungseniortrup, som ud over de unge seniorspillere også omfatter U 19. Desuden er holdet i ni tilfælde blevet suppleret med overskydende folk fra DS-truppen, eksempelvis spillere på vej tilbage efter skader.

- Da vi aldrig kunne vide, hvordan situationen ville være omkring førsteholdet, var jeg i princippet indstillet på, at vi skulle være selvforsynende. 31 kan lyde af mange, men alle i min trup har været i kamp, og jeg kan konstatere, at alle har leveret, understreger træneren.

 Perspektivet med serie 1-holdet handler selvfølgelig også om at få udviklet spillere, der på den korte eller lidt længere bane kan gøre sig gældende i Danmarksserien. I DS-kampen mod Gørslev i sidste weekend sad Sebastian Thillerup og Matias Sjøbeck på bænken, og det er tanken, at de i vinterpausen skal integreres i truppen.

 Andre spillere har snuset til dette selskab, og Stoksbjerg forventer, at flere vil komme alvorligt på tale.

 - Vi taler om unge spillere, der er indstillet på at lytte, lære og bygge på. Jeg kan også fremhæve Nicki Bentsen og Lucas Remien, der begge har taget kvantespring i deres udvikling, og som i min bog begge ligner kommende emner til DS-holdet, tilføjer cheftræneren.

 Kunne der oven i købet være potentiale til et kommende Sjællandsseriehold i klubbens næstbedste mandskab?

 Stoksbjerg mener bestemt ikke, at det vil være umuligt allerede i denne sæson. Herlufsholm er tilsyneladende stukket af som suverænt tophold i puljen, men som nummer fem er KFUM forholdsvis beskedne fem og fire point efter de hold, der indtager 2. - og 3. pladsen. Begge disse pladser kan i bedste fald blive belønnet med oprykning.

                          SKAL HAVE NY TRÆNER

 Michael Stoksbjerg gik i gang med sin anden periode som træner i klubben før forårssæsonen 2021. Siden har han med sit hold præsteret en tredjeplads, en oprykning og nu en solid femteplads i den højere række, hvor KFUM for første gang i 16 år var repræsenteret med sit næstbedste mandskab.

 Men til januar vil det blive en anden træner, som skal stå med arbejdet og udviklingen af de unge talenter. Stoksbjerg har nemlig ikke ønsket at forlænge sin kontrakt, der udløber med udgangen af 2022.

 - Til trods for de gode resultater har det været en tung tid med alt for meget uro i klubben. For lidt handling og for dårlig kommunikation, så jeg måtte bruge alt for meget af min energi på alt for mange ting ud over selve træningen og kampene. Det betød, at min motivation forsvandt, så min eneste livline var kampene og de unge spillere, jeg arbejdede med.

- Men samtidig ønsker jeg for klubben, at den må få ro til at finde den rigtige afløser og skabe de allerbedste forudsætninger for den videre udvikling af en super, super trup. Disse drenge har virkelig fortjent det, for de vil det så meget, slutter Michael Stoksbjerg.

                   FAKTA OMKRING 1. HALVSÆSON:

  * Topstillingen efter 13 kampe: Herlufsholm 35 point, Køge 28, Tune 27, Haslev 24, KFUM 23.

  * Største sejr: 5-1 over Høng.

  * Største nederlag: 0-4 til Haslev.

   * Antal spillere, KFUM har brugt: 31.

  * Flest kampe i efteråret: Lucas Remien 13, Semih Turan 12, Niklas Frahm og Christoffer Højerup 11.

  * Topscorere: Matias Sjøbeck 6 mål, Oskar Heding 4.

 

 

 

 

 

Luk