KLAR TIL AT SPILLE 14 FINALER OM OPRYKNING
Cheftræner Alexander Holmstrøm har haft meget at juble over i 2025. FOTO: SULANJI NAUMANN
Mindst to og i bedste fald tre hold ud af otte, som kan rykke op.
- Det ligner altså en stor mulighed for at komme op i Danmarksserien, og målsætningen må være, at vi skal gøre alt for at tage den chance. Jeg føler mig også overbevist om, at alle spillerne tror på muligheden.
Sådan siger Alexander Holmstrøm, cheftræner for KFUM´s Sjællandsseriehold, med henvisning til det slutspil, som klubben kigger ind i efter vinterpausen.
De otte deltagere i slutspillet er de fire bedste fra hver af efterårets puljer i rækken. Ingen tager point med over, alle starter fra nul, og holdene skal spille 14 kampe i foråret, idet alle møder hinanden ude og hjemme.
Nummer 1 og 2 rykker direkte op i Danmarksserien sammen med vinderen af Københavnsserien. Desuden skal nummer tre fra SBU-puljen møde det næstbedste hold fra København i to kampe om den tredje og sidste plads i den højere række.
For KFUM, der sluttede som nr. tre i efteråret, bliver der altså tale om et gensyn med tre af modstanderne fra de seneste måneder: Nerashté fra Ballerup, der vandt puljen med lutter sejre i de sidste seks kampe, samt Frem Hellebæk og Farum.
Dertil kommer de fire bedste fra pulje 2: Haslev, Nakskov, Køge BK og Tuse. Her er det værd at bemærke, at for den gamle storklub Slagelse lykkedes det ikke at komme med i det fine selskab. Trods fem sejre i de seks sidste kampe.
- Vi kommer til at opleve otte fine fodboldhold, der i lange faser af turneringen vil slå hinanden på kryds og tværs. Jeg ser frem til 14 finaler med fornemmelsen af, at jeg har et godt kendskab til alle vores modstandere, også dem fra den anden pulje, fortæller Alexander Holmstrøm.
KFUM's træner mener, at der måske kan være mest grund til at være nervøs for Nerashté, hvis klubben fra Ballerup vælger at afvikle flere af sine hjemmekampe på kunstgræsset i Top Danmark Hallen.
- Men nu kender vi vilkårene, hvis vi skal spille der igen, siger han med henvisning til efterårets styrkeprøve i disse omgivelser, som endte med en sejr på hele 7-0 til Nerashté.
Alexander Holmstrøm føler sig overbevist om, at han arbejder med en trup, der har en stor fremtid foran sig.
- Vi lavede altså 26 point i foråret og 24 i efteråret, og med vores kvaliteter skal vi som udgangspunkt spille lige op mod alle syv konkurrenter i puljen. Vi så i de seneste måneder, at når vi ramte vores topniveau, var vi spillemæssigt det bedste hold i puljen. Til gengæld er vi fortsat utroligt sårbare, hvis vi ikke lige rammer dagen.
Denne sårbarhed har i høj grad noget at gøre med, at holdet fortsat er meget ungt. Og lige nu ser det ud, som om de unge efter nytår ikke længere vil kunne læne sig op ad al den rutine og målfarlighed, Luka Dumic har bidraget med (15 mål i 11 kampe i efteråret).
Anføreren føler som udgangspunkt, at han ikke længere kan afse tid til den mængde træning , der skal til for at holde sig i den nødvendige form. Sådan står situationen her og nu, selv om der stadigvæk foregår sonderinger med henblik på at få forlænget samarbejdet med Luka Dumic.
- I de sidste kampe så vi også, hvor meget det betød med den rutine, som Rasmus Hansen og Carl Severinsen kom med. Vi har et håb om, at Carl for alvor har fået lysten igen, men ellers må klubben virkelig arbejde på at få tilhørt noget rutine til holdet, som alle de unge kan læne sig op ad.
Cheftræneren har en forventning om, at interessante spillere udefra vil møde op til prøvetræning. Desuden holder han skarpt øje med udviklingen hos KFUM's næstbedste hold, som heldigvis fortsætter tilværelsen i serie 2.
- På det seneste har det været en stor fornøjelse at se, hvorledes spillere som Villads Mejding, Mads Avnskjold og Carlos Paka nu hævder sig i Sjællandsserien. Som andre, der banker på fra 2. holdet, taler vi om årgangene 2007 og -08.
Spillerne har ellers holdt fri siden årets sidste kamp, men mødes igen to gange i slutningen af måneden med henblik på nogle fysiske test. Så er der ellers dømt ferie til 13. januar, men med aftaler om, at alle holder sig i gang rent fysisk, også med styrketræning.
- Vi arbejder i øjeblikket på at få de sidste træningskampe på plads, og her vil vi også sørge for at blive testet mod højere rangerende hold. Det betyder kolossalt meget, at vi møder op i rigtigt god form, når vi til marts igen skal spille om point. Møder du op i optimal træningstilstand, kan det især i det tidlige forår blive afgørende for kampenes udfald, slutter Alexander Holmstrøm