Menu

KFUM UDSPILLET PÅ KRYDS OG TVÆRS

image ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANN
Leon A.
19. oktober 2025 kl. 11:34
Tabte 0-7 til Nerashté fra Ballerup i besynderlig kamp på indendørs kunstgræs

 Fremragende - skidt - fremragende - forfærdeligt.

 Sjællandsseriens pulje 1 tæller 14 hold, hvoraf næsten alle i efteråret har vist sig konstant ustabile.

 Mere end nogen andre KFUM, der lørdag eftermiddag landede i et lavpunkt i usædvanlige omgivelser, kunstgræs i Top Danmark Hallen i Ballerup, hvortil hjemmeholdet, Nerashté, af ikke helt indlysende årsager havde fået flyttet kampen.

 Muligvis indvirkede omgivelserne og det glatte underlag på gæsternes præstation. KFUM måtte tage hjem med et ydmygnde nederlag på hele 0-7 i en kamp, hvor gæsterne ellers kom klart bedst fra start og med konsekvent udnyttelse af sine chancer havde ført 2-0, inden der var spillet 10 minutter.

 Men da hjemmeholdet kom foran, blev det et helt andet opgør. Nerashté er et mandskab, hovedsageligt bygget op omkring makedonske og albanske indvandrere. De er oprykkere i rækken og ligger nu på andenpladsen, hvilket giver god mening for dem, der så lørdagens kamp.

 Fyldt med hurtige, tekniske stærke spillere og garneret med masser af rutine, som f.eks. anføreren Adnan Curovic, hvis cv bl.a. dokumenterer omkring 25 kampe for diverse danske ungdomslandshold, en periode som ungdomspiller i Juventus og flere sæsoner på AB's divisionshold.

  KFUM manglede de skadede Mads Avnskjold og Carlos Paka, mens Anton Juel Jørgensen og Teis Hegelund var tilbage i startopstillingen.

 De blå-hvide lagde fint ud med tålmodigt og alligevel direkte kombinationsspil, som første gang kunne have givet bonus, da Lucas Remien sendte Teis Hegelund af sted i højre side. Den unge kantspiller kom imidlertid til at tage et for langt træk parallelt med målet, og chancen løb ud i sandet, hvis ellers det udtryk har gyldighed på en sådan overflade!

 Efter endnu et godt angreb blev Thor Havndrup blokeret i allersidste øjeblik, og så headede anfører Luka Dumic en pasning fra Remien videre til en umarkeret Teis Hegelund, der sparkede over fra nært hold.

 Anton Juel Jørgensen sparkede lige forbi i forlængelse af et hjørnespark, men herefter begyndte kampen gradvist at tippe over i Nerashtés favør. Nicklas Andersen måtte præstere en fin dobbeltredning, inden det gik galt i det 21. minut. Fejlaflevering midt på KFUM's halvdel, to-tre hurtige pasninger, og så kunne Tarik Mourhrib sende bolden i nettet.

 Det kneb mere og mere for KFUM at holde fast i organisationen, og i det 31. minut gik det galt på ny. Med afsæt i et boldtab af Villads Mejding kunne Nerashté igen sætte en omstilling op, som Yusuf Uzunel afsluttede med et fladt spark, her virkede KFUM's sidste skanse ikke helt sagesløs.

 Hjemmeholdets offensiv havde nu karakter af et sandt stormløb mod gæsternes mål, hvor Nicklas Andersen måtte hive et par gode redninger ud af ærmet. Han var imidlertid sagesløs, da Andi Merdzani fire minutter før pausen headede et hjørnespark i nettet til 3-0.

 I pausen gik Villads Mejding og Simon Fejerskov ud, ind kom Sebastian Thillerup og Matias Sjøbeck. Førstnævnte rykkede ind i midterforsvaret, mens Luka Dumic blev flyttet tilbage på midtbanen.

 Men alt sammen hjalp det lige lidt, og Nerashté bankede definitivt sømmen i ligkisten med tre pletskud mellem det 11. og 15. minut, alle resultatet af lynhurtige omstillinger, der ofte begyndte med et boldtab i KFUM's rækker.

 Amin Buzquurz,  Zeeshan Afzal og Yusuf  Uzunel gjorde det til 6-0, især ved det sjette mål drev Nerashté fuldstændigt gæk med de modløse KFUM'ere. I det 27. minut fuldendte Uzunel sit hattrick, og det blev ved 7-0 i en slutfase, hvor begge hold herefter tilspillede sig gode muligheder, men hvor resten af kampen reelt var et spørgsmål om kosmetik. 

 En kedelig oplevelse, som de blå-hvide skal have lagt bag sig i en frygtelig fart, så de igen kan vise sig fra deres bedste side, når KFUM i næste runde tager imod Taastrup på hjemmebane.

 

 

Luk