KFUM SPILLEDE BEDST - MEN UAFGJORT VAR I ORDEN

De ærgerlige og unødvendige pointtab står nærmest i kø hos KFUM's Danmarksseriehold i denne sæson.
De blå-hvide havde spillemæssigt mest at byde på i lørdagens bundopgør i Sundby Idrætspark, hvor B 1908 til gengæld formåede at true langt mere i de angreb, som det lykkedes hjemmeholdet at gennemføre. Derfor gav det et ganske udmærket billede af de 90 minutter, at kampen endte 1-1.
” Vi spiller en rigtigt fin 2. halvleg, hvor vi får bragt den energi og det pres ind i spillet, som vi manglede før pausen. Vi var det bedste hold og altdominerende efter pausen, men desværre virkede vi for stressede og tog forkerte beslutninger i vores omstillinger”, sagde assistenttræner Ole Pedersen, der havde chef-kasketten på, fordi Jesper Købmand Pedersen var på ferie.
Hos KFUM vendte Max Christensen tilbage i målet, ligesom Andrew Oseni og Lorent Selmani begge indgik i startopstillingen.
Efter mindre end to minutter fik B 1908s Patrick Bielefeldt afsluttet efter hjørnespark, men Max Christensen var på plads med en hurtig reaktion. Kampen åbnede livligt og seværdigt mellem to hold, der nok kæmpede for at komme væk fra bunden, men virkede offensivt indstillet og tydelige i satsningen på at spille sig hurtigt frem til afslutninger. Det var hjemmeholdet bedst til i denne fase, og KFUM’s keeper måtte ud af sit bur for at forhindre Philip Tietze og Patrick Bielefeldt i at udnytte gode tilbud.
Efterhånden faldt niveauet, og hos gæsterne kneb med det med at finde den rigtige balance mellem lange bolde, der næsten altid var upræcise, og det tålmodige kombinationsspil, hvor der i mange tilfælde blev spillet for meget tilbage og på tværs og med for mange berøringer.
Der måtte en foræring til, før det næsten lykkedes for KFUM at komme foran. B 1908’s usikre målmand, Mads Dalby Bjørn, tabte en høj bold, og det gav chancen til Lorent Selmani, hvis flade skud blev sparket væk lige foran stregen af en forsvarer. I den modsatte ende fik Patrick Bielefeldt endnu et godt tilbud, men headede forbi, og så kom hans hold foran i det 35. minut. KFUM’s forsvar blev splittet af en hurtig kombination, som Nicklas Andersen kunne afslutte med et spark ved foden af fjerneste stolpe.
Fra 2. halvlegs start rykkede Mathias Piel ind i midterforsvaret og Luka Dumic frem i angrebet, hvorefter Lorent Selmani gik ud. Efter tre minutters spil nok en stor chance til B 1908, da en helt udækket Philip Tietze sparkede over. Jonas Sjøbeck afløste Lucas Sander, og Christopher Grube og Emil Ølvang havde kvalificerede afslutninger, som ikke blev rigtigt farlige, før det blev 1-1 godt 20 minutter før tid. Mathias Piel sparkede bolden i mål under klumpspil efter hjørnespark, hans første mål for holdet.
Mens B 1908erne for længst var gået i forsvarsstilling med en samling trætte spillere, satsede KFUM offensivt med indskiftningen af Victor Sander og Frederik Winther. Sidstnævnte tvang målmanden til en fin redning med et godt forsøg fra kanten af feltet, men mere blev det ikke til. Fire gule kort, hvoraf de to tilfaldt KFUM’s Marco Sander Petersen og Cilius Træden.