KFUM SOM UNDERDOG I POKALTURNERINGEN
Luka Gaihede ligner lige nu førstevalget til posten som KFUM's målmand. Han meldes i en voldsom udvikling og profiterer desuden af, at Nicklas Andersen fortsat er småskadet. ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANN
Har trukket hjemmebane mod Glostrup, der aspirerer til oprykning fra Danmarksserien.
Tre gange har KFUM's Boldklub præsteret at nå tredje runde i pokalturneringen i DBU-regi. I alle disse tilfælde blev tredje runde slutstationen for de blå-hvide.
Tirsdag træder KFUMs mandskab fra Sjællandsserien ind i turneringen under DBU Sjælland og kan kvalificere sig til den "rigtige" pokal med sejre i de to lokale runder, som er programsat til før sommerferien.
Men der er bare et "aber dabei"...
KFUM har vundet fem af de seks seneste kampe i den pulje, hvor holdene spiller om oprykning og kan selv afgøre, om pilen skal pege yderligere opad. Men cheftræner Alexander Holmstrøm føler, at han lige nu trækker store veksler på en tynd trup og vil derfor "dosere" sin opstilling mod Glostrups DS-hold.
Glostrup ligger lige nu nummer to i sin kvalifikationspulje, kun overgået af Ringsted. Den aktuelle placering vil give holdet fra Vestegnen to playoff-kampe om oprykning til 3. division, og Glostrup har i denne sæson kun tabt tre ud af 27 turneringskampe.
Dette regnskab omfatter ikke én af de første træningskampe i vinterpausen, da KFUM vandt 3-1 i Glostrup.
- I bund og grund tænker jeg, at pokalen er en fed turnering, hvor det kan være en særlig udfordring at drille nogle af de store. Men jeg tør ikke gribe denne kamp an på anden måde, da vi har en smal trup, hvor det hele tiden er de samme, der spiller. Derfor er det nødvendigt at spare nogle af dem, som lige nu virker mest slidte, lyder det fra KFUM's træner.
Da hans hold i lørdags vandt 5-1 i Hellebæk, måtte han udskifte både Filip Glac og Simon Fejerskov allerede midt i 1. halvleg. Derfor giver han de to en pause sammen med Scott Ross, Kasper Veng, Thor Havndrup, Lucas Remien, Teis Hegelund og Andreas Nielsen
Det betyder, at der i stedet bliver spilletid til nogle af de unge fra klubbens voldsomt trængte bundhold i serie 2. "Så kan de jo se, om de formår at vise sig frem og gribe chancen".
Det er 10 år, siden Roskilde KFUM senest nåede 3. runde i pokalturneringen under DBU. Dengang var Viborgs Superliga-mandskab stopklodsen, da jyderne en onsdag eftermiddag i overværelse af over 600 tilskuere vandt opgøret på Lillevang med 5-1.
Siden har de blå-hvide to gange, i 2020 og 2022, nået 2. runde, hvor HB Køge og AB vandt pokalkampene på KFUM's hjemmebane.
KFUM's trup til tirsdagens styrkeprøve mod Glostrup:
Luka Gaihede - Carlos Paka, Oskar Glad, Marius Taarnkvist, Lukas Guldhammer, Sakie Malithong, Oskar Lund, Villads Mejding, Anton Juel Jørgensen, Mads Avnskjold, Viktor Lundgren, Matias Sjøbeck, Gabriel Ogunseri og Joshua Pedersen.