KFUM REJSER SIG MED FINT SPIL OG FORTJENT SEJR

KFUM's unge mandskab i Sjællandsserien var hurtigt til at få vasket den grimme plet af fra det store nederlag i Hellebæk, det eneste i nu seks kampe.
Lørdag lykkedes det endnu engang de blå-hvide at besejre et hold fra Top 5, da Rudersdal måtte forlade Lillevang med et 1-2 nederlag. En fortjent sejr, der især blev grundlagt på en glimrende 1. halvleg.
- Vi spiller en fremragende 1. halvleg mod et godt hold. Aldeles fortjent, at vi tager alle tre point efter en flot indsats, hvor vi er tilbage med den vilje til at stå sammen som en enhed og den indstilling, der er nødvendig i vores situation, fastslog cheftræner Alexander Holmstrøm.
Han havde for første gang i sæsonen Lucas Remien og Carl Severinsen med i startopstillingen efter deres udlandsrejser. Til gengæld havde han afbud fra Teis Hegelund, Thor Havndrup og Mads Avnskjold, mens Oskar Lund fik en kamp på 2. holdet. Ændringerne betød bl.a., at Simon Fejerskov rykkede ind i midterforsvaret, mens Matias Sjøbeck spillede i forreste linje fra start.
Hjemmeholdet kom rigtigt fint fra start og blev belønnet i det 9. minut. Scott Ross fandt Lukas Guldhammer i venstre side, og Matias Sjøbeck rykkede på tværs af bagkæden, kom alene med målmand Tobias Kristensen og sendte bolden i mål. En fin måde at fejre sin 23 års fødselsdag på.
I det 25. minut erobrede Rasmus Hansen bolden i et energisk genpres og scorede med med et afrettet skud lidt uden for feltet. Men efterhånden kom gæsterne mere med i spillet og reducerede kort før pausen efter et hjørnespark, hvor KFUM's forsvar agerede meget tøvende.
Fra 2. halvlegs start blev anfører Luka Dumic, som har problemer med lysken, afløst af Emil Ølvang. Kampbilledet fortsatte med Rudersdal som det hold, der havde mest spil, men kom frem til særligt store chancer eller farlige afslutninger. Derimod fik KFUM flere muligheder for at udbygge føringen, så holdet og tilskuerne kunne have undgået den spænding, der trods alt hang ved, til kampen blev fløjtet af.
Rasmus Hansen var tæt på at heade bolden i et tomt mål i forlængelse af et hjørnespark. Andreas Nielsen kom ind, mens Anton Juel Jørgensen rykkede fra venstre til højre som afløser for Carl Severinsen.
Midt i halvlegen var Matias Sjøbeck millimeter fra at dreje et halvkikset skud fra Filip Glac i nettet, og da Anton Jørgensen slap igennem på en lidt tilfældig chance, fik en forsvarer blokeret i sidste øjeblik. Efter fint opspil af Anton og Rasmus Hansen fik Matias Sjøbeck en stor mulighed i fri position, men blev ramt af krampe i skudøjeblikket og sparkede forbi.
10 minutter før tid var Lukas Guldhammer ved at løbe igennem på en lang fremlægning, men blev lige uden for feltet fældet ureglementeret af Magnus Vernon, der måtte forlade banen med et rødt kort. Få minutter senere fik Rudersdal en stor hovedstødschance efter hjørnespark, men bolden gik forbi mål. Carl Severinsen kom tilbage som afløser for Matias Sjøbeck.
Trætheden og nerverne begyndte nu at melde sig, og Guldhammer gik ud til fordel for den sæsondebuterende Mico Elvig, da defensiven skulle styrkes for at sikre de tre point. Den opgave blev lidt nemmere, da KFUM fik lov til at spille 11 mod 9 i slutfasen.
Rudersdals Mathis Kjær indkasserede nemlig et gult kort, og de blå-hvide kunne og burde have lavet et tredje mål i tillægstiden. Forsvaret fik afværget et hjørnespark, hvor udeholdet havde taget sin keeper med frem, og så var der ellers tomt mål i den anden ende. Anton Juel Jørgensen førte bolden op gennem midten, kunne måske have fortsat sit løb og sparket bolden i kassen. I stedet forsøgte han en pasning til fremstormende Lucas Remien i højre siden, men den lykkedes lige nøjagtigt ikke.
Matias Sjøbeck, målscorer og fødselsdagsbarn, modtog et gavekort fra Spar Nord Bank som sit holds bedste spiller.