KFUM MOD SERIE 2-HOLD I POKALTURNERINGEN

KFUM får en papiret overkommelig opgave, når klubbens Danmarksseriehold træder ind i pokalturneringen.
Det sker i fjerde og næstsidste runde under DBU Sjælland, hvor modstanderen er Frem Bjæverskov, der som serie 2-hold får hjemmebane i opgøret. Det spilles onsdag d. 31. maj.
Bjæverskov har vundet to kampe på sin vej mod fjerde runde, og de blev begge afgjort på straffespark. Først mod Toksværd Olstrup fra serie 3, senest mod Svogerslevs bundhold i serie 1.
I sin pulje i serie 2 kæmper Frem Bjæverskov som tredjesidst for at bevare pladsen i rækken. Holdet har tabt fem af de seneste seks turneringskampe.
Hvis KFUM vinder opgøret, venter der en kamp i femte runde, som spilles i slutningen af juni. Vinderne af kampene i denne runde går videre til første runde i DBU Pokalen efter sommerferien.
KFUM har seks gange de seneste 10 år kvalificeret sig til pokalturneringen under DBU. Her nåede de blå-hvide som bedste resultat tredje runde i efteråret 2016, da de tabte 1-5 hjemme til Viborg fra Superligaen.