KFUM MOD NI GENGANGERE I EFTERÅRET

Ni af de klubber, som KFUM traf på i sæsonen 2024-25, bliver også blandt modstanderne i Sjællandsserien i efteråret.
Det fremgår af den puljeinddeling og det foreløbige kampprogram, som DBU Sjælland har offentliggjort.
Ét af de ni hold, Bagsværd, står som modstanderen i den første kamp, der egentlig skulle være en udekamp for KFUM. Kampen er imidlertid blevet udsat til en endnu ikke fastsat dato.
Med forbehold herfor kan de blå-hvide komme til at indlede sæsonen med to hjemmekampe: 23. august mod Tune og lørdagen efter mod Karlslunde. Begge er blandt de nye i puljen, men KFUM har de seneste år mødt Karlslunde i 3. division og Danmarksserien. Karlslunde indgår nu i FC Sydkysten, en overbygning med Greve, og figurerer derfor som en slags andethold i den ny fusionsklub.
Efteråret i Sjællandsserien skal afvikles som en enkeltturnering, hvor alle holdene spiller 13 kampe. Der er tale om en overgangsturnering, inden serien - lige som de øvrige seniorrækker - overgår til en halvårsturnering med otte hold i hver pulje. Sjællandserien kommer fra foråret 2026 til at bestå af tre puljer a otte hold.
I efteråret 2025 skal det samlede antal hold i Sjællandsserien derfor reduceres fra 28 til 24. De tre lavest placerede samt den dårligste nr. fjerdesidst fra efterårets to puljer rykker ned i serie 1. De fire bedste i de to puljer skal næste forår spille om oprykning til Danmarksserien.
Spændende at se, hvordan KFUM kan markere sig under disse vilkår. Holdets seneste sæson startede meget skidt, men sluttede med, at holdet i foråret samlede næstflest point af alle og derfor kunne smide frygten for nedrykning. Umiddelbart må det give masser af optimisme til den ny sæson på Lillevang.
KFUM's 13 modstandere i efteråret:
Bagsværd - Tune (ny) - Karlslunde (ny) - BSF - Gladsaxe-Hero (oprykker) - Birkerød - Hellebæk - Rudersdal - Ølstykke - Nerashté, Ballerup (oprykker) - Taastrup - Farum - Snekkersten.