Menu

KFUM INDKASSERER TREDJE NEDERLAG I TRÆK

image
Leon A.
20. maj 2023 kl. 17:16
Tam indsats i hjemmekampen mod Gørslev, der vandt 1-0

På en herlig forårslørdag afviklede KFUM for første gang i foråret en hjemmekamp i Danmarksserien på opvisningsbanen, Boresko Park.

 Men rammerne i sig selv var ikke nok til at vende den negative resultatkurve, da Gørslev kom på besøg og tog et stort skridt væk fra bunden med en 1-0 sejr, KFUM’s tredje nederlag i træk.

 ”De vil det mere end os, de vinder flere nærkampe, og som hold har de mere at byde på. En fortjent sejr, også fordi Gørslev viser mere vilje og power. Hvis vi vil gøre os forhåbninger om flere point i resten af sæsonen, skal vi gøre flere ting anderledes end i dag, og der er flere steder, hvor vi skal finde flere procenter. På den anden side, hvis vi scorer det første mål, bliver det måske en helt anden kamp”, lød det fra KFUM’s cheftræner, Jesper ”Købmand” Pedersen.

 Han manglede karantæneramte Christopher Grube, men havde Jonas Sjøbeck, Nicki Bentsen og Lucas Remien tilbage i startopstillingen.

 KFUM var meget tæt på en hurtig føring. Efter godt 40 sekunder kom Emil Ølvang lidt tilfældigt alene med målmand Marius Kruse, som reddede med foden. Hjemmeholdet fastholdt imidlertid angrebet, og Cömert Aga Ôcal headede bolden i nettet. Men målet blev annulleret, fordi bolden havde været over mållinjen til hjørnespark.

 I det 8. minut præsterede Gørslev Emil Skovbo Nielsen et dynamisk solofremstød, men Sebastian Blynov reddede hans skud i stor stil. Generelt var det en lovende start med to hold, der begge søgte den hurtige vej frem til en afslutning. Men gradvist fik gæsterne bedst greb om spillet, også fordi de blå-hvide smed mange bolde væk og sjældent vandt nærkampene. Gørslevs Magnus Kjeldsen fik en god mulighed på en omstilling efter et hjørnespark i den anden ende, men målmand Blynov var igen på plads. Så var det igen KFUM’s tur med en godt set pasning fra Jonas Sjøbeck til Andrew Oseni, der rykkede fra forsvaret – og sparkede fladt forbi den fjenreste stolpe.

 Fem minutter før pausen faldt, hvad der skulle vise sig at blive kampens eneste mål. Gørslev kombinerede sig ind i feltet med en serie hurtige pasninger, og så kunne en fri Nicklas Thaulow sende bolden i mål. Det skete, mens dommer og linjedommer åbenbart ikke var opmærksomme på, at Harris Mir lå ved sidelinjen efter at have fået en arm i ansigtet.

 I pausen gik Lucas Remien og Sebastian Thillerup ud, ind kom Christoffer Blond og Mert Dogusoy, hvorefter holdet gik over til at spille med tre i midterforsvaret. Sebastian Blynov forhindrede en fri Mathias Lewandowski i at score, og på det efterfølgende hjørnespark headede Gørslevs Frederik Berg Nielsen få centimer uden om målrammen.

 Deniz Yûkcû blev afløst af Benjamin Sode, der lidt efter sendte bolden snært forbi målet med en blanding af et skud og et indlæg fra højre side. Kvaliteten faldt markant i 2. halvleg, hvor Gørslev efterhånden fuldstændigt koncentrerede sig om at forsvare føringen med et massivt forsvar, der ikke havde større besvær med at afvise hjemmeholdets indlæg fra kanterne.

 Ismail el Hariri og Matias Sjøbeck kom også i aktion, ud gik Harris Mir og Jonas Sjøbeck.

 Otte minutter fik KFUM en lidt tilfældig mulighed, da Aga sparkede på mål efter hjørnespark, men måtte se skuddet blokeret af en forsvarer.

 Emil Ølvang modtog Spar Nords gavekort som kampens bedste KFUM'er.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk