IMPONERENDE COMEBACK OG 2-1 SEJR I BAGSVÆRD
ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANN
- Vi har underpræsteret i alt for lang tid. I aften, hvor vi står over for det bedste hold, vi har mødt i sæsonen, sætter I jer igennem med den attitude og indstilling, der er nødvendig, hvis vi skal vinde kampene i Sjællandsserien. Alle gjorde deres ypperste, vi spiller en god 1. halvleg og en flot 2. halvleg, hvor vi også er gode på bolden.
Sådan lød det fra cheftræner Alexander Holmstrøm, efter at det tirsdag lykkedes KFUM at få vendt en kedelig stime. Holdet havde tabt tre kampe i træk, men vandt den udsatte kamp i Bagsværd med 2-1 og fjernede sig dermed et pænt stykke fra den tunge ende af tabellen.
De blå-hvide viste således også, at holdet kan spille op til sit bedste på fremmed grønsvær. I sidste sæson lykkedes det kun at tage point i fire ud af 13 udekampe, og efter sommerferien blev det også til nederlag i Ballerup og Birkerød.
KFUM manglede Simon Fejerskov, der havde karantæne efter sit røde kort i Birkerød, mens træneren af private årsager måtte se bort fra Matias Sjøbeck og Sebastian Thillerup. I stedet spillede Lucas Remien i midterforsvaret, mens Anton Juel Jørgensen blev rykket ned som højre back. Teis Hegelund var tilbage i startopstillingen.
I det 8. minut forsøgte Thor Havndrup sig med et skud fra distancen, der voldte målmand Bertram Søgaard lidt problemer. I fortsættelsen satte Bagsværd sig mere og mere på kampen, mens gæsterne havde svært ved at holde fast i bolden, der ofte blev tabt, fordi opspillet virkede hektisk og uden den fornødne tålmodighed.
Bagsværds Marc Nybo-Danielsen fik midt i halvlegen kampens første store tilbud, men fik ikke rigtigt træf på sit spark fra nært hold, så Nicklas Andersen kunne afværge. To minutter senere fik samme Marc Nybo en endnu større chance, men sparkede forbi. I det 36. minut blev det alle gode gange tre for den farlige angriber, der headede bolden i nettet på et indlæg fra venstre side.
KFUM's keeper måtte ud af målet for at blokere Oliver Borring Kjær, og så nåede vi frem til halvlegens sidste minutter, hvor gæsterne omsider blev nærgående i den anden ende af banen. Anton Juel Jørgensen rykkede ind fra venstre og sparkede mod den fjerneste stolpe, hvor målmanden præsterede en fin redning. Efter kvikt pasningsspil i feltet lagde Luka Dumic bolden til rette for Teis Hegelund, der hårdt presset sparkede få centimeter forbi.
Fem minutter efter pausen afsluttede Filip Glac et godt angreb med at sparke lige over og forbi mål fra kanten af feltet. Lidt senere var Bagsværd voldsomt nærgående i en omstilling, som holdet afsluttede med et brag af et skarp på overliggeren.
Men gradvist skiftede kampen karakter, og hjemmeholdet skulle i resten af kampen ikke komme til flere nævneværdige muligheder. I stedet satte g KFUM sig mere og mere på opgøret med tålmodigt og varieret pasningsspil, mens modstanderne virkede mere og mere passive.
20 minutter før tid satte KFUM et fint angreb op i venstre side, hvorefter en returbold endte for fødderne af Andreas Nielsen i udkanten af feltet. Med et fint kontrolleret spark halvflugtede han bolden ved foden af den fjerneste stolpe, den unge venstre backs første mål på KFUM's bedste mandskab.
Mads Avnskjold afløste Villads Mejding hos udeholdet, der fastholdt grebet om kampen. Filip Glac og Andreas Nielsen havde kvalificerede skud, der begge blev reddet, og så gav Thor Havndrup plads for Oskar Lund.
Godt fem minutter før tid gult kort til Bagsværds Kasper Kristensen for en voldsom tackling. Og den kom til at koste ham og hans hold endnu mere, for Luka Dumic sendte frisparket i nettet fra 25 meter, så yderligt placeret som overhovedet muligt og uden chance for målmanden.
KFUM havde ikke problemer med at forsvare sejren hjem, og holdet fik dermed også revanche for 1-4 nederlaget i Bagsværd i den næstsidste turneringskamp i foråret.