HEROISK FIGHT - MEN ÆRGERLIGT NEDERLAG

”De har de rutinerede spillere, som vi mangler og er generelt et bedre hold. Men omstændighederne taget i betragtning kan vi ikke forlange mere, bare lidt ærgerligt, at de scorer sejrsmålet så sent, og det ligner lidt deja vu, at vi kommer til at lave afgørende fejl i disse situationer”.
Bl.a. med disse ord gjorde cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen status, da et KFUM-hold i meget alternativ opstilling fredag aften havde tabt 1-2 på udebane til Tårnby FF.
”Jeg vil gerne rose indstillingen og den arbejdsmæssige indsats, og det var en fornøjelse at se, hvordan midtbanen arbejdede. Ud over at lave et fint mål har vi nogle halve muligheder, hvor der lige mangler den sidste kvalitet, men godt at se, at vi her viser mod til at spille, og det mod synes jeg, lover godt for de kommende kampe”, sagde træneren.
Af forskellige årsager manglede bl.a. Jonas Sjøbeck, Nicki Bentsen, Lucas Remien og Mathias Piel. Sebastian Thillerup var tilbage på midtbanen, Victor Fiala rykket ned i midterforsvaret, mens Ismail el Hariri spillede i angrebet fra start.
Allerede i det 2. minut kunne Tårnby være kommet foran, da et højt indlæg sejlede over hele KFUM’s forsvar til Emil Vatani, hvis skud tog indersiden af stolpen. I åbningsfasen foregik tingene på hjemmeholdets præmisser, mens gæsternes spil tydeligt nok led under manglen på indarbejdede relationer. Og her blev KFUM yderligere udfordret, da midterforsvareren Deniz Yükcü i det 14. minut gik ud med en skade og blev afløst af Simon Fejerskov.
Gæsternes Cömert Aga ôcal og Christopher Grube spillede sig glimrende igennem i højre side, og Emil Ølvang kom lige nøjagtigt for sent til at få noget ud af centringen ind foran mål. Men ellers foregik det meste i den anden ende af banen, hvor et skud ramte overliggeren, ligesom målmand Sebastian Blynov med en stærk fodparade hindrede Nicklas Niebe i at score kort før pausen. Ikke mange sekunder efter sendte Ølvang Aga af sted med en fin stikning, og Aga scorede ved foden af modsatte stolpe.
Netop Ølvang og Aga måtte udgå i pausen, ind kom Frederik Winther og Nureddin el Sayed. I det 18. minut halvklarede Blynov først et hovedstød efter et formentlig forkert dømt hjørnespark. Men Andreas Moos sendte riposten i mål til 1-1. Matias Sjøbeck afløste Ismail, og gæsterne kunne ånde lettet op, da Tårnbys Rasmus Fugl inden for få minutter misbrugte to store tilbud.
Christoffer Blond afløste Frederik Winther, da det uafgjorte resultat skulle forsvares hjem. Alligevel viste udeholdet også tænder i den offensive fase, hvor Andrew Oseni med en energisk indsats erobrede bolden i Tårnbys forsvar, men sparkede forbi mål, og så gik det galt umiddelbart efter, godt et minut før udløbet af den forlængede spilletid.
KFUM blev overspillet i forsvarets højre side, og centringen skråt bagud i straffesparkfeltet blev sendt i nettet af Aymen Lamlil ved foden af den modsatte stolpe.
Syv advarsler, bl.a. til gæsternes Emil Ølvang, Christopher Grube (karantæne i næste kamp) og Sebastian Blynov. Kampen måtte afbrydes fem minutter i 2. halvleg, da lokale skarnsknægte smed fyrværkeri i området ved KFUM’s bænk og spillerboks.