GODKENDT NULLØSNING MOD FORÅRETS BEDSTE HOLD

Både resultat- og spillemæssigt har det været en gang blandede bolsjer, KFUM’s DS-hold har leveret i de seneste uger, men da de blå-hvide lørdag mødte det hold i puljen, der har samlet flest point i foråret, var der faktisk en del at glæde sig over.
KFUM havde de fleste chancer og farlige afslutninger mod B 1908, alligevel endte opgøret i Sundby Idrætspark 0-0.
Et resultat, som bør kunne bruges til noget i de resterende kampe i turneringen. Desuden blev med Herstedøsters nederlag fredag aften den sidste teoretiske risiko fjernet for, at KFUM kan rykke ud af rækken.
”Det her var en kamp, hvor vi med vores indstilling, indsats og hårdt arbejde havde fortjent de tre point. Vi har flere situationer, hvor vi mangler den sidste kvalitet og præcision for at score. Men vi bør være positive og tilfredse, for vi viste fremgang efter de seneste kampe, og vi var det bedst spillende hold”, sagde cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen.
Han præsenterede en ny opstilling, der bl.a. betød, at Victor Fiala spillede højre back, Christopher Grube venstre kant med Harris Mir bag sig og Andrew Oseni eneste deciderede angriber. Desuden var Conrad Kromann tilbage i målet.
Allerede i det 6. minut kunne Christopher Grube sende bolden i mål efter fint pasningsspil i venstre side, men træfferen blev annulleret for offside. En vurdering, som man set fra den modsatte langside godt kunne stille sig tvivlende overfor. Bare 10 minutter senere måtte Andrew Oseni udgå med en skade, ind kom Jonas Sjøbeck.
I kampens første fase havde B 1908 mest greb om spillet, men uden at blive farlige foran gæsternes mål. Til gengæld lykkedes det to gange KFUM at skabe store tilbud ved at presse modstanderne i deres forsvarszone. Først fik Cömert Aga Ôcal en friløber, men blev presset i skudøjeblikket, så målmand Mads Dalby Bjørn kunne parere. Dernæst fik Jonas Sjøbeck chancen efter samme ”opskrift”, men hans flade skud tog keeperen sig sikkert af. Lige før pausen sendte Aga fra højre side en blanding af et skud og et indlæg mod mål med både fart og gevind, og målmanden måtte have overliggeren til hjælp for at redde.
Mens 1. halvleg havde været en lidt sløv affære i et aldeles behersket tempo, kom der mere intensitet og kvalitet over spillet efter pausen. Og med to gode muligheder til KFUM i de første minutter. Grube erobrede en fejlaflevering i B 1908’s forsvarszone og skød fladt, da der ikke var nogen at aflevere til, men skuddet voldte ikke målmanden problemer. Dernæst fik Sebastian Thillerup muligheden på forarbejde af Jonas Sjøbeck, men hans skud blev blokeret.
Hjemmeholdet viste nu mere initiativ frem ad banen, men KFUM’s forsvar virkerede som en stærk enhed, der sjældent kom i rigtige problemer. I den anden ende endte et fint gennemspillet angreb med, at Jonas Sjøbeck fra højre side lagde bolden fladt ind foran mål, men desværre lå pasningen lige bag ved fremstormende Christopher Grube. Aga og Emil Ølvang gik ud, ind kom Carl Severinsen og Frederik Winther.
Efter en gang ”kluddermor” foran målet stod B 1908’s Haris Mir pludselig fri i højre side, men sparkede lige forbi. Til allersidst blev Sjøbeck afløst af Lucas Remien, og langt inde i overtiden stod den tidligere KFUM-angriber Lorent Selmani pludselig fri i udkanten af feltet. Men Kromann kom fint ud af målet og sørgede i to tempi for, at han og forsvaret holdt hullet, så KFUM kunne tage hjem med et mere end fortjent point.
Seks gule kort, heraf fem efter pausen. To af dem blev tildelt Aga (karantæne i næste kamp) og Nicki Bentsen.