Menu

FORTJENT SEJR MÅTTE FIGHTES HJEM

image Jublende KFUM'ere, efter at Aga har indledt scoringen i 2-1 sejren over Gørslev. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
31. marts 2023 kl. 23:15
To fine mål af KFUM, som holdt op med at spille fodbold efter pausen

 KFUM kom fint fra start i forårets kvalifikationsspil i Danmarksserien med fire point i de to første kampe, og der var fuld gevinst i den tredje kamp, da de blå-hvide fredag aften mødte Gørslev på Herfølge Stadion og vandt 2-1.

 Gæsterne skabte grundlaget for sejren med to mål i en fin 1. halvleg. De sidste 45 minutter blev en rodebutik af en fodboldkamp, hvor KFUM meget hurtigt kom til at ligne et mandskab, der kun var interesseret i at forsvare føringen hjem.

 Det lykkedes med masser af vilje og fight, men ikke tilfredsstillende, at KFUM på denne måde selv kom til at bidrage til en aldeles unødvendig spænding om udfaldet.

 ”Med bolden var vi så usædvanligt ringe i 2. halvleg, at vi bør glæde os over, at vi trods alt vinder. Vi træffer mange forkerte beslutninger og sparker alt for mange duelbolde op ad banen i stedet for at bestemme spillet som tidligere i kampen. Men vi vinder, fordi vi kæmper og er godt organiserede nede bagved, så vi stort set holder Gørslev væk fra chancer”, sagde cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen.

 Han måtte se bort fra Harris Mir og Andrew Oseni på grund af karantæne og sygdom. Til gengæld kunne han stille sig tilfreds med, at en forholdsvis ny 3-5-2 formation (eller 5-3-2) stod sin prøve med de tre stoppere Christoffer Blond, Deniz Yükcü og Nicki Bendtsen, ikke mindst da det begyndte at brænde på i slutfasen.

 I det 7. minut kom KFUM foran ved Cömert Aga Ôcal, som sparkede bolden fladt i nettet efter et hurtigt gennemspillet angreb over fire-fem stationer. Benjamin Sode havde næstsidste fod på bolden, og det havde han også, da Jonas Sjöbeck øgede til 2-0 i det 24. minut.

 Gæsterne styrede kampen fuldstændigt i denne fase, hvor Emil Ølvang tvang målmand Andreas Fischer til en god redning med et spark fra kanten af feltet. Frem ad banen havde Gørslev absolut intet vist, før holdet reducerede fem minutter før pausen. Magnus Kjeldsen sparkede fladt i nettet ved nærmeste stolpe efter et hurtigt opspil, hvor KFUM’erne konsekvent kom et halv eller et helt skridt for sent.

 Således sluttede en underholdende og ganske velspillet 1. halvleg. Efter pausen var der dømt ørkenvandring på en forårskold aften i marts. En skadet Mert Dogusoy gav midt i halvlegen plads for Nureddin el Sayed, mens Emil Ølvang blev afløst af Sebastian Thillerup.

 Christoffer Blond headede et hjørnespark videre i feltet, hvor Deniz Yükcü sendte den i favnen på keeperen, KFUM’s vel nok eneste mulighed efter pausen. Niklas Frahm kom ind i stedet for Aga, og langt inde i overtiden var det tæt på at gå galt. Efter et frispark fra venstre side kom Gørslevs målmand først på bolden ved modsatte stolpe, men sparkede snært forbi.

  Blev der ikke spillet meget fodbold, som kampen skred frem, blev der til gengæld begået mange frispark. Det udløste syv gule kort, bl.a. til Aga, Christopher Grube, Nicki Bentsen og Victor Fiala.

 

 

 

 

Luk