Menu

FOROMTALE OG KAMPPROGRAM: KFUM - GLADSAXE-HERO LØRDAG KL. 13,30

image ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANN
Leon A.
12. september 2025 kl. 11:37
KFUM skal rejse sig mod oprykker, der har vundet sine tre første kampe

 KFUM indledte sæsonen i Sjællandsserien mod tre klubber, der trods det tidlige tidspunkt nok kan betegnes som "bløde" modstandere.

 Udbyttet blev seks point efter to sejre og en gennemført skidt præstation i sidste lørdags 0-2 nederlag i Ballerup.

 Nu venter fire kampe mod hold, der alle regnes for seriøse kandidater til en placering blandt de fire bedste - der til foråret skal spille om oprykning til Danmarksserien mod de fire bedste fra pulje 2 i Sjællandsserien.

 Rækkefølgen i den resterende del af måneden hedder Gladsaxe-Hero hjemme, Birkerød og Bagsværd ude samt Hellebæk hjemme.

 Først gælder det altså oprykkerne fra Gladsaxe-Hero, der har imponeret stort ved at vinde sine tre første kampe: 2-1 over Snekkersten, 4-1 over Bagsværd og 4-2 over Tune.

 Vi skal helt tilbage til 2007 for at finde en sæson, hvor vi mødte Gladsaxe-Hero. Også dengang foregik det i Sjællandsserien, og siden har forstadsklubben stort set ført en elevator-tilværelse mellem denne række og serie 1.

 Gæsternes hold tæller en stærk profil i skikkelse af Martin Hilslev Rasmussen. Han spillede for KFUM's hold i Danmarksserien 2017, har siden været lidt rundt omkring og også holdt en pause fra fodbolden. I sin korte tid på Lillevang var han en solid, kontrollerende midtbanespiller, men i dag udmærker Martin Rasmussen sig som en målsluger af rang.

 I sæsonens tre første kampe har han lavet otte af Gladsaxe-Heros 10 mål, det ene på straffespark, og stået for én assist. Så her taler vi i den grad om en spiller, som KFUM's defensiv skal have et vågent øje til.

 Oven på de seneste, mildest talt lidt blandede præstationer ser KFUM's træner, Alexander Holmstrøm, frem til at møde et offensivt indstillet, målsøgende mandskab. Da de blå-hvide i foråret tog syv ud af ni mulige point mod rækkens tre tophold, leverede det unge mandskab nogle af sine fineste præstationer.

 Men det skete også med en taktik, hvor holdet for det meste stod ganske lavt og satsede meget på omstillinger. Det vil derfor være logisk, at denne strategi også bliver opskriften, både i denne og i de følgende kampe. Også fordi det har vist sig, at ambitionerne om at være et meget offensivt hold med højt pres og at være dominerende på bolden - denne tilgang har generelt ikke fungeret i de tre første kampe.

 Forhåbentlig kan KFUM'erne hente tiltrængt selvtillid i den statistik, som fortæller, at holdet er ubesejret på hjemmebane i de 12 seneste turneringskampe.

 KFUM har anfører Luka Dumic tilbage til dagens kamp, men må fortsat se bort fra Viktor Lundgren, der stadig døjer med en skade i baglåret fra sæsonens første kamp - hvor han scorede de to første mål i 4-3 sejren over Tune.

 Desuden er også Thor Havndrup skadet, mens Sebastian Thillerup har meldt sig klar igen. 

 KFUM's hold til lørdagens kamp:

 Nicklas Andersen - Lucas Remien, Simon Fejerskov, Scott Ross, Andreas Nielsen - Filip Glac, Villads Mejding, Luka Dumic - Teis Hegelund, Matias Sjøbeck og Anton Juel Jørgensen.

 På bænken: Sebastian Thillerup, Lucas Guldhammer og Teoman Karaman.

 

 

Luk