Menu

FOROMTALE OG KAMPPROGRAM: KFUM - BSF LØRDAG KL. 13.30

image Niclas Bielenberg stod endnu en fin kamp og reddede bl.a. et straffespark. ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANN
Leon A.
30. maj 2025 kl. 10:05
Parolen klar: Stimen skal bare fortsætte

- Jeg vil se den vilje, aggressivitet og ærgerrighed, der har kendetegnet os i foråret, og så skal vi selvfølgelig gå fra banen med endnu en sejr.

 Sådan lyder det fra cheftræner Alexander Holmstrøm før sæsonens næstsidste hjemmekamp i Sjællandsserien.

 BSF (Ballerup-Skovlunde) kommer på besøg, og KFUM har revanche til gode efter et 2-3 nederlag i Ballerup i efteråret.

 - Dengang var vi et helt andet sted, og med en sejr håber jeg også, at vi rent matematisk kan fjerne den sidste risiko for, at holdet bliver involveret i nedrykningsstriden, tilføjer træneren.

 Den aktuelle statistisk siger ni sejre i de 12 seneste turneringskampe og fuld gevinst i de seks seneste hjemmekampe - der alle er afviklet på den ny kunstgræsbane.

 - Som i pokalkampen mod Tuse spiller vi denne gang på opvisningsbanen. Fint nok, men underlaget er et andet, og derfor vil vi formentlig ændre spillestilen en smule og spille mere direkte, siger KFUM's træner.

 I sidste weekends 1-0 sejr i Snekkersten måtte han se bort fra Rasmus Hansen, Luka Dumic og Carl Severinsen. Rasmus Hansen har døjet med en forstrækning i læggen fra pokalkampen, og for ikke at tage nogen risiko vender han sandsynligvis først tilbage til de to sidste kampe, ude mod Bagsværd og hjemme mod Stenløse.

 - Så det ligner en meget interessant midtbane med Filip Glac, Thor Havndrup og Luka Dumic. Thor får genvalg efter en flot indsats i Snekkersten, og han kommer  til at indgå i en trio på midtbanen, hvor spillerne har vidt forskellige kompetencer, understreger Alexander Holmstrøm.

 Han har at gøre med et hold, der rider på en bølge af selvtillid, og sådan må det gerne fortsætte, ikke blot i lørdagens kamp, men i resten af sæsonen.

 - Fint nok, at spillerne går rundt med den fornemmelse, også selv om jeg enkelte gange ikke har været helt tilfreds med vores udtryk på banen. Derimod er jeg også stolt over, at vi nu har holdt målet rent i de tre seneste kampe. Det er også et udtryk for holdets udvikling, at vi defensivt står langt stærkere end tidligere i turneringen.

 Træneren regner med at sende følgende hold på banen:

 Niclas Bielenberg - Lucas Remien, Simon Fejerskov, Scott Ross, Andreas Nielsen - Filip Glac, Thor Havndrup, Luka Dumic - Teis Hegelund, Matias Sjøbeck og Anton Juel Jørgensen.

 På bænken: Lukas Guldhammer, Carl Severinsen og Mads Avnskjold.

Luk