Menu

FØRSTE SEJR TIL KFUM I FIRE KAMPE

image Sebastian Blynov bidrog til sejren med flere fine redninger. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
29. april 2023 kl. 15:52
Ikke så meget fodbold, men 1-0 over GVI på flot mål og stærkt målmandsspil

 Først tre kampe uden nederlag, så tre kampe uden sejr – og i forårets syvende runde kunne KFUM’s DS-hold igen juble over tre point.

 På udebane blev det 1-0 over bundholdet GVI, som med rette kunne ærgre si over resultatet. Hele 2. halvleg jagtede hjemmeholdet en scoring, men kun i ganske få situationer var der alvorligt optræk til en udligning – også selv om det nærmest så ud, som om KFUM var holdt op med at spille fodbold og havde valgt at gøre de sidste 45 minutter til én lang forsvarskrig.

 ”Ros for indstilling og indsats og for virkelig at gå ind i duellerne. Det er fortjent, at vi vinder, men vi skal have udviklet spillet med bolden og blive bedre til at hjælpe hinanden med at holde fast i den”, sagde cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen.

 I hans startopstilling havde Matias Sjøbeck fortrængt storebror Jonas til bænken, hvor også Christoffer Blond tog plads. KFUM manglede bl.a. de skadede Mathias Piel, Benjamin Sode og Mert Dogusoy.

 GVI startede bedst og havde generelt en bedre boldomgang, men efterhånden kom KFUM mere ind i kampen. Hjemmeholdet kombinerede sig frem til en fin mulighed i det 22. minut, da Frederik Olsen afsluttede fra nært hold, men måtte se Sebastian Blynov redde skuddet med en formidabel redning. Den blev optakten til en fint gennemført omstilling, hvor Emil Ølvang splittede modstandernes bagkæde med en stikning til Cömert Aga ôcal på højre fløj. Aga sendte en flad pasning ind foran mål, hvor Matias Sjøbeck sendte bolden over stregen og gentog sin scoring fra kampen mod Greve.

 Det blev optakt til kampens livligste og mest seværdige fase. Et farligt frispark fra Victor Fiala blev rettet af til hjørnespark, og i den anden ende viste Blynov sikkert målmandsspil, da Bertram Gjelfort og Frederik Olsen fik gode tilbud. I halvlegens sidste minut forsøgte Aga sig med et nærgående skud lige over mål.

 Tre minutter efter pausen var Frederik Olsen igen på færde efter en misforståelse i forsvaret, men KFUM’s keeper hev endnu en fin redning op af ærmet. Ismail el Hariri afløste en skadet Aga, lidt senere gik Victor Fiala og Harris Mir ud, mens Jonas Sjøbeck og Lucas Remien kom ind.

 Opgøret havde nu for det meste karakter af én stor rodebutik, hvor KFUM kæmpede, løb og tacklede, men stort set var holdt op med at spille fodbold, også fordi midtbanen udgjorde en fast bestanddel af det defensive boldværk. Det var til gengæld solidt og hindrede GVI i at komme til flere chancer, selv om flere af holdets hjørnespark var nærgående.  Andrew Oseni og Matias Sjøbeck blev afløst af Christoffer Blond og Simon Fejerskov i en kamp, der bød på fire advarsler. De tre tilfaldt Fiala (karantæne i næste kamp), Ølvang og Deniz Yükcü.

 

 

 

Luk