FLOT SEJR OVER FORÅRETS BEDSTE HOLD

På holdets bedste dage kan KFUM's unge mandskab i Sjællandsserien slå alle i rækken. På en halvdårlig dag risikerer holdet at tabe til også de dårligste i puljen.
En uge efter nederlaget i Ølstykke levede de blå-hvide op til deres foretrukne rolle som underdogs og vandt fortjent 1-0 over FC Gladsaxe, forårets bedste hold, der havde vundet seks ud af syv kampe i foråret.
Det skete efter et underholdende og medrivende opgør, hvor 4-1 eller 4-2 til hjemmeholdet havde givet et bedre billede af begivenhederne.
Efter vinterpausen har KFUM nu vundet over de hold, der i den aktuelle stilling ligger nr. to, tre, fire, seks og syv samt spillet uafgjort mod nummer ét, Espergærde.
Cheftræner Alexander Holmstrøm var stolt over præstationen, og som han konstaterede, er det nu op til holdet selv at gøre arbejdet færdigt og sikre sig endnu en sæson i denne række.
- Efter pausen får vi justeret nogle taktiske detaljer, og vi udspiller dem i perioder i de sidste 45 minutter. Vi lukker de rum, som de skal bruge, og så skal de lige pludselig til at finde plan a og plan b. Men jeg er voldsomt irritereret over, at vi brænder så mange chancer, og over, at vi i slutfasen tager nogle forkerte beslutninger, sagde træneren.
Han manglede den skadede Anton Juel Jørgensen, mens Lukas Guldhammer ikke var 100 pct. i orden og startede på bænken. Det betød come back i startopstillingen til Andreas Nielsen og Mads Avnskjold på venstrekanten.
Førstnævnte, "A" kaldet, skulle især have et vågent øje på Gladsaxes lynhurtige og målfarlige Abdou Goddard, der blev matchvinder, da gæsterne i efteråret vandt den omvendte kamp 1-0. "A" løste opgaven rigtigt fint og modtog bagefter et gavekort fra Spar Nord Bank som sit holds bedste spiller. Desuden var der en erkendtlighed til Carl Severinsen, der spillede sin kamp nr. 50 på førsteholdet.
Hjemmeholdet havde stor respekt for dagens modstander, som bl.a. stillede op med trioen Kim Aabech, André Riel og den tidligere KFUM'er Adnan Mohammad, der tilsammen har spillet langt over 200 kampe i Superligaen.
Det kunne ses i kampens åbningsfase, hvor FC Gladsaxe var klart mest på bolden, mens KFUM forsvarede sig rigtigt godt i to blokke, som skulle sørge for at lukke de rum, udeholdet skulle bruge til sine fremstød. Til gengæld havde de blå- hvide svært ved at få noget sat sammen i offensiven og nåede sjældent over midterlinjen med bolden.
Efter 20 minutter centrede André Riel fra venstre kant, og Kim Aabech nåede højest inde under mål, men headede et pænt stykke over. 10 minutter senere brillerede KFUM med en fin omstilling, som endte med, at Andreas Nielsen fik muligheden i venstre side, men han sparkede forbi. Og der var ikke gået mange sekunder efter denne situation, før KFUM midlertidigt blev reduceret til 10 mand, da Filip Glac kom for sent med en tackling midt på banen.
I denne fase kunne hjemmeholdet prise sig lykkelig for målmand Niclas Bielenberg, der diskede op med to fine redninger helt nede ved foden af stolpen, da Arfa Habibi og André Riel forsøgte sig.
KFUM havde fået Glac tilbage, da holdet slog til i halvlegens sidste minut. Energisk arbejdende Matias Sjøbeck pillede bolden fra midterforsvareren Victor Andersen og scorede sikkert, hans ottende mål i sæsonen, hvoraf de seks er sat ind i foråret.
Hvis 1. halvleg havde været en meget taktisk forestilling mellem to taktisk godt indstillede hold, så kan det nok være, at der kom andre boller på suppen i de sidste 45 minutter.
I et stærkt ryk fik Carl Severinsen bolden spillet til videre til en udækket Matias Sjøbeck, som dog blev blokeret af den fremstormende målmand. Hans kollega i den anden ende måtte præstere endnu en god redning på endnu et skud fra André Riel, og så viste de blå-hvide sig frem med en strålende omstilling, hvor Lucas Remien fandt Mads Avnskjold få meter fra målstregen. Men den unge angriber afsluttede svagt og lige på målmanden.
Midt i halvlegen gik Matias Sjøbeck ud og blev erstattet af Lukas Guldhammer, der præsterede et stærkt indhop. Efter tre-fire minutter på banen strøg han igennem i venstre side og lagde kuglen til rette til en udækket Avnskjold, der løftede bolden lige i favnen på keeper Azizi.
Intensiteten tog til, i nærkampene og verbalt, og dommeren tildelte André Riel en 10 minutters pause. KFUM tog Mads Avnskjold og Carl Severinsen ud, ind kom Teis Hegelund og Matias Sjøbeck. Guldhammer foretog endnu ét af sine karakteristiske raids og serverede en kæmpechance til en helt fri Luka Dumic. Men for en gangs skyld svigtede topscoreren, da målmanden parerede i stor stil.
André Riel havde været tilbage på banen i godt fem minutter, da han måtte indkassere endnu et gult kort og dermed udvisning for et voldsomt frispark. Kort forinden havde trænerne sendt Mico Elvig på banen for at styrke defensiven, ud gik nok engang Matias Sjøbeck.
Tre minutter senere brændte det igen på foran gæsternes mål. Ovays Izizi vandt endnu en duel med en fri Luka Dumic, Lukas Guldhammer sendte riposten på træværket, og så kom bolden tilbage til Dumic, der sparkede forbi.
Tre minutter før der blev fløjtet af, lå udligningen i luften - Kim Aabech fik en stor chance, men hans hovedstød afværgede Niclas Bielenberg med en strålende redning. I slutfasen nåede FC Gladsaxe at indkassere endnu et gult kort, denne gang til Rasmus Rønne, så KFUM sluttede med 11 mand mod ni.
Så blev kampen omsiden fløjtet af, og KFUM har i denne sæson vundet alle de fem kampe, der er spillet på den ny kunststofbane. Siden den blev taget i brug i efteråret 2020, siger statistikken nu 10 sejre, fire gange uafgjort og bare tre nederlag på kunstgræsset.