Menu

FLOT SEJR OG TRIST UHELD I FORÅRSPREMIEREN

image Christopher Grube scorede til 2-0 og blev kåret til sit holds bedste
Leon A.
18. marts 2023 kl. 17:21
2-0 over Karlslunde i alternativ opstilling og i en seværdig og underholdende kamp

 Lokalrivalerne fra Karlslunde havde 13 point flere end KFUM, som har haft en opstart, præget af skader og sygdom og meget blandede resultater i træningskampene.

 Så det var ikke just et meget sammenspillet mandskab, som de blå-hvide gik på banen med til forårspremieren på Lillevang i kvalifikationsspillet i Danmarksserien.

 Men da det virkelig gjaldt, var indstillingen i den grad, som den skulle være, og det blev belønnet med en 2-0 sejr. En sejr, der på sin vis var en smule heldig, men alligevel fortjent. Gæsterne havde to forsøg på træværket, men meget andet skabte de ikke, mens KFUM både spillede bedst og kom frem til de fleste chancer og afslutninger.

 Desværre blev kampen også præget af et kedeligt uheld. Malthe Holmbjerg, én af hjemmeholdets tre debutanter, kom i det 22. minut helt galt af sted i et sammenstød med gæsternes Filip Bidstrup. Kampen måtte udsættes i 20 minutter, indtil ambulancen havde kørt den uheldige spiller på hospitalet.

 Her tydede de første undersøgelser umiddelbart ikke på noget brud i foden eller anklen, men det vil senere vise sig, hvor slemt Malthe Holmbjerg er kommet til skade.

 KFUM manglede de skadede Christoffer Blond, Harris Mir og Mustafa Atici. Holmbjerg startede som venstre back, og begge Sjøbeck-brødrene var med i angrebet, mens Sebastian Blynov debuterede i målet som afløser for småskadede Conrad Kromann.

 Karlslunde lagde voldsomt ud, idet Emil Welcher efter mindre end to minutter headede et frispark på stolpen.

 Gradvist kom de blå-hvide bedre ind i kampen. Efter udskiftningen af Malthe Holmbjerg kom Cömert Aga ôcal på banen, Benjamin Sode overtog pladsen som højre back, mens Christopher Grube rykkede over i venstre side. Kort før pausen blev først Aga og siden Jonas Sjøbeck blokeret i gode aktioner, mens sidstnævnte sparkede lige over.

 Den 18-årige debutant Nicki Bentsen afløste Mathias Piel i midterforsvaret fra 2. halvlegs start, og i det 8. minut blev det 1-0 ved Victor Fiala, der nu optræder på midtbanen og scorede på et afrettet frispark fra næsten 25 meter – Fialas første mål for KFUM. Matias Sjøbeck afsluttede en flot solotur med at sparke lige på målmand Patrick Christensen, og så kom der en periode, hvor gæsterne tiltvang sig initiativet og var tæt på udligningen, da Emil Welcher bankede bolden på overliggeren.

 Godt et kvarter før tid fik Matias Sjøbeck endnu en gylden mulighed efter et flot gennemspillet angreb. Målmanden afværgede, men mindre end et minut efter spillede unge Sjøbeck Christopher Grube fri med en smart stikning, og så stod det 2-0.

 Nureddin El Sayed og Mert Dogusoy, sidstnævnte tilbage efter en slem knæskade, kom på banen, ud gik Andrew Oseni og Matias Sjøbeck. Senere blev Aga afløst af Niklas Frahm. I alt seks advarsler i kampen, hvoraf de to tilfaldt Mathias Piel og Andrew Oseni.

 Gavekortet fra SparNord til kampens bedste spiller tilfaldt Christopher Grube.

 - Vi viste god fight, indstilling, vilje og indimellem også rigtigt godt spil, som giver os nogle chancer. Når de skal afsluttes, mangler vi lidt kølighed, ligesom vi i nogle faser kommer lidt under pres, fordi vi giver dumme bolde væk, fastslog cheftræner Jesper "Købmand" Pedersen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk