Menu

FLOT PRÆSTATION OG FØRSTE SEJR TIL KFUM

Leon A.
17. august 2022 kl. 21:51
Vandt fuldt fortjent 3-2 over Brønshøj i dramatisk kamp med to straffespark

 

  Efter et skrivebords-nederlag til Holbæk og et ”rigtigt” nederlag til Tårnby lykkedes det for KFUM at komme på tavlen i Danmarksseriens tredje runde-

  Og det var bestemt ingen ”selvfølge”, for gæsterne fra Brønshøj regnes for én af favoritterne til oprykning og stillede op som favoritter.  Men ”hvepsene” fik ikke afleveret mange stik på denne sommeraften, det tillod KFUM’erne, ikke og hjemmeholdet kunne trække sig tilbage med en 3-2 sejr, der efter spil og chancer kunne være blevet langt større. I øvrigt for første gang i 27 turneringskampe, at de blå-hvide har scoret flere end to mål.

 ”Mega fortjent. Men der er stadig læringspunkter, hvor vi skal forbedre os. Vi må slet ikke lukke dem ind i kampen, og vi skal simpelthen blive bedre til at udnytte vores chancer. Men det var klart bedre end i Tårnby. Vi viste fight, vilje og indstilling, og så må vi sørge for at bygge de andre elementer på”, lød det fra cheftræner Jesper Købmand Pedersen.

 På grund af skader og sygdom manglede han Lucas Sander, Benjamin Sode, Mustata Atici og Andrew Oseni. Cilius Træden, Harris Mir og Mert Dogusoy rykkede ind i startopstillingen.

 KFUM kom foran i det 14. minut. Victor Fiala sendte en lang bold frem i dybden, hvor det flere gange viste sig, at Brønshøjs bageste kæde var udfordret. Her kom Harris Mir alene med målmand Frederik Rej-Rosenkvist, som fik blokeret, men Emil Ølvang sendte riposten i nettet.

 Keeper Conrad Kromann måtte agere redningsmand over for Mathias Veltz, da Luka Dumic ikke fik fart nok på en tilbagelægning.

 Så eksploderede kampen i dramatik med straffespark i det 32. og 34. minut. Først fældede Christopher Grube Mads Hasbiba, så Rasmus Suhr Petersen kunne udligne fra pletten, men KFUM fik et lignende tilbud, da Jonas Sjøbeck rykkede igennem på en fremlægning og blev knockoutet af keeperen. Sikker scoring af Marco Sander til 2-1, og Marco blev i øvrigt belønnet med Sydbanks gavekort til Rådhuskælderen som kampens KFUM’er. I slutningen af halvlegen headede Rasmus Suhr på overliggeren, mens Jonas Sjøbeck sparkede forbi fra nært hold, efter at Luka Dumic havde forlænget et frispark.

 13 minutter efter pausen måtte en skadet Luka Dumic give plads for Mathias Piel, og fem minutter senere ”stjal” Victor Sander energisk bolden i Brønshøjs forsvarszone og scorede til 3-1 med sit første mål for KFUM. Lukas Christoffersen og Lorent Selmani kom ind, ud gik Harris Mir og Marco Sander. Få sekunder efter sin indskiftning erobrede Lorent bolden, sprintede alene mod mål – og sparkede forbi. Frederik Winther afløste Victor Sander, og så headede Mathias Piel et hjørnespark over mål i totalt fri position. I overtiden reducerede Rasmus Rønne med et velplaceret, men blødt spark, som Kromann nok burde have taget, og så nåede Frederik Winther at misbruge et gigantisk tilbud fra nært hold på Lorents fornemme oplæg fra mållinjen.

 Fire advarsler, hvoraf de to tilfaldt Christopher Grube og Cilius Træden, og uddelt af en skandaløst ringe dommer, Mike Czuba med en ”linje”, hvor reglerne reelt var sat ud af kraft. Som da Mads Hashiba hensynsløst sparkede Victor Sander ned bagfra – og fik en påtale, hvor andre dommere ud over frisparket selvfølgelig havde trukket det røde kort op af lommen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk