Menu

FLOT FIGHT, MEN ÆRGERLIGT NEDERLAG MED 10 MAND

Leon A.
15. oktober 2022 kl. 17:40
KFUM lagde stærkt ud mod topholdet Brønshøj, men rødt kort blev dyrt

   Som det eneste hold i rækken har KFUM formået at besejre topholdet Brønshøj, og indtil der var spillet 40 minutter af lørdagens returkamp i Tingbjerg Idrætspark, så det ud til, at der var fine muligheder for at gentage denne triumf.

  Men et straffespark og en udvisning i samme forbindelse blev vendepunktet, og trods en heroisk fight i resten af kampen endte opgøret 3-2 til Brønshøj.

 ”Endnu et tungt og ærgerligt nederlag, også fordi vi burde have haft point, selv om vi spillede mere end en halvleg med 10 mand. Det så ellers rigtigt fint ud i starten, men så bliver vi på ny ramt af personlige fejl. Brønshøj var nærmest ikke-eksisterende, indtil de scorede til 1-1, men senere bliver det selvfølgelig op af bakke. Det giver usikkerhed, at vi skifter tre mand ind efter pausen, hvoraf den ene må gå ud efter få minutter, og herefter handler det kun om at forsvare den hjem, hvilket desværre ikke lykkedes”.

 Sådan lød det fra cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen, der måtte undvære karantæneramte Amin el Barrani samt Luka Dumic, der har pådraget sig en muligvis alvorlig knæskade. I stedet var Jonas Sjøbeck og Victor Sander tilbage i startopstillingen.

 Gæsterne lagde stærkt ud med et højt pres, der overhovedet ikke bekom hjemmeholdet vel, og forståede at udfordre Brønshøjs bagrum med gode løb og hurtige pasninger. Efter to og et halvt minut trådte Nicolai Rasmussen klodset Jonas Sjøbeck i hælen, og Marco Sander scorede på straffesparket.

 Sjøbeck satte sig igennem ved venstre mållinje efter en fin kombination med Harris Mir, men ingen nåede frem til den flade pasning foran målet. I stedet udlignede ”hvepsene” i det 15. minut. Et udkast fra målmand Conrad Kromann nåede ikke en modtager, og så kunne Brønshøj sætte et hurtigt bandespil i gang i venstre side, som Nicholas Marfelt afsluttede med et flot spark fra en spids vinkel.

 Cömert Aga Öcal, en konstant trussel mod hjemmeholdets usikre forsvar, var nær kommet fri efter en fin solotur, men blev tacklet i allersidste øjeblik. Fem minutter før pausen kom Mathias Piel for sent med en tackling på Rasmus Suhr, der selv scorede på straffesparket. Piel indkasserede her sit andet gule kort, og så var KFUM reduceret til 10 mand. Men i halvlegens næstsidste minut opsnappede Aga en tværpasning i modstandernes forsvarszone, rykkede alene mod mål og udlignede til 2-2.

 I pausen gik Harris Mir, Victor Sander og Andrew Oseni ud, ind kom sæsondebuterende Simon Fejerskov samt den tyske kantspiller Nureddin El Sayed, debutant nummer 12 siden august, og Mustafa Atici. Men efter godt fem minutter trådte Fejerskov forkert på foden og måtte gå ud til fordel for midtbanespilleren  Sebastian Thillerup, debutant nummer 13. Herefter gik Marco Sander ned i midterforsvaret.

 Logisk nok var KFUM herefter sjældne gæster på modstandernes banehalvdel, da dagsordenen logisk nok lød på at forsvare det ene point. I en halv time skete der meget lidt, indtil Brønshøjs Nicolai Jægergård kom igennem efter en flot kombination, men sparkede forbi. Knap 10 minutter før tid gik det så galt. Hjemmeholdet kombinerede lige uden for feltet og blev ikke ordentligt presset af de stadig mere trætte gæster, så den tidligere Superliga-spiler Kevin Bechmann Timm kunne sparke bolden i mål helt ude ved stolpen.

 Lorent Selmani afløste Nureddin, der efter overstået sygdom ikke var fysisk på toppen. Kromann måtte i to tempi forhindre Bechmann Timm i at score endnu engang, og keeperen gik med frem, da hans hold fik hjørnespark i tillægstiden og dermed den eneste reelle mulighed på at komme på tavlen efter pausen. Men desværre kom der ikke noget ud af hjørnesparket.

 Ud over de to gule kort til Mathias Piel yderligere to advarsler, der begge tilfaldt Brønshøj.

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk