Menu

FLOT COMEBACK BLEV IKKE BELØNNET

image KFUM's målmand Nicklas Andersen stod en glimrende kamp og blev hædret som sit holds bedste. FOTO: SULANJI NAUMANN
Leon A.
13. september 2025 kl. 17:06
Uheldig dommer tiltvang sig hovedrolle, da KFUM tabte til tophold

 Et begreb som "kompensationsdom" eksisterer ikke i fodboldreglerne. Men det er almindeligt kendt, at det eksisterer i det virkelige fodboldliv.

 Det blev understreget i lørdagens Sjællandsseriekamp på Lillevang, hvor KFUM kom flot tilbage mod topholdet Gladsaxe-Hero efter at have været bagud 0-2 ved pausen.

 Stillingen var 2-2, da gæsterne og deres publikum appellerede kraftigt for straffespark, fordi Simon Fejerskov ramte bolden med hånden knap et kvarter før tid. Absolut en situation, som kunne have fået dommer Tim Mikkelsen til at pege på pletten.

 Det valgte han så i stedet at gøre få minutter senere, da Sebastian Thillerup angiveligt skulle have skubbet med albuen i en nærkamp. Gladsaxe-Hero udnyttede foræringen og vandt 3-2, set med KFUM-øjne absolut et ærgerligt udfald, som dommeren altså havde sin store andel i. Han havde i øvrigt dømt udmærket den første times tid, men mistede herefter gradvist grebet om begivenhederne.

 - Vi kommer med en helt anden energi i 2. halvleg, og jeg kan undre mig over, at der skal gå 45 minutter, før vi viser den indstilling. Herefter viser vi fint opspil og skaber flere chancer, og derfor gør dette nederlag ondt. Også fordi det ud fra kampen i dag må undre mig, at Gladsaxe-Hero nu står med 12 point for fire kampe, sagde cheftræner Alexander Holmstrøm. 

 Han vurderede , at KFUM i de kommende tre kampe bliver konfronteret med hold, som er langt stærkere. Han kaldte Birkerød, Bagsværd og Hellebæk for "top of the pops", men mente, at de blå-hvide på en god dag skal kunne slå dem alle.

 - Men det handler også om, hvor meget man møder op, og hvor meget man yder til træning. Det vil nemlig afspejle sig i kampene, lød det fra træneren.

 Han manglede de skadede Viktor Lundgren og Thor Havndrup, mens anfører Luka Dumic var tilbage, og Villads Mejding startede på midtbanen.

 Der var ikke spillet meget mere end to minutter, da målmand Nicklas Andersen nær havde været med til at sætte gæsterne i gang. Hans afspil med foden gav Kasper Frandsen chancen med et skud fra 20 meter. KFUM's keeper nåede dog tilbage og fik reddet forsøget, og han blev bagefter belønnet for en fin indsats med et gavekort fra Spar Nord Bank og Sallies.

 Gladsaxe-Hero kom bedst fra start med vinden i ryggen, mens hjemmeholdet ofte bragte sig i problemer med en sjusket boldomgang og virkede noget energi-forladt. På en af de få godt gennemførte omstillinger ramte Anton Juel Jørgensen stolpen, mens Luka Dumic blev dømt off side efter at have sparket returbolden i mål.

 Mohamad Mahmoud slap helt fri i den helt ende, men Nicklas Andersen reddede med en stærk fodparade. Han var også på sin plads ved et farligt forsøg fra den tidligere KFUM'er Martin Rasmussen, der før lørdagens opgør havde lavet otte af sit holds 10 mål i sæsonen. Han skulle senere udbygge denne stime.

 Luka Dumic sendte et langskud tæt forbi stolpen, og så gik det helt galt, da Anton Jørgensen måtte 10 minutter på bænken for brok. Det skulle vise sig at få stor betydning, for i denne periode scorede gæsterne to gange, i det 34. og 39. minut.

 Først scorede Martin Rasmussen fra en halvspids vinkel efter ét af mange boldtab i forsvarszonen. 2-0 blev det ved Villads Hasselberg på en fin omstilling, hvor det dog også kneb voldsomt med tilbageløbet i KFUM's defensiv.

 Halvlegens sidste chance tilfaldt Matias Sjøbeck, som var for længe om at afslutte, da Filip Glac sendte ham af sted med en dyb stikning.

 Halvandet minut efter pausen fik Martin Rasmussen en stor chance tæt inde under mål, men fik slet ikke træf på sit hovedstød. I stedet gik trafikken den modsatte vej, og så havde vi pludselig en ny kamp med reduceringen til 1-2. Dumic sendte Villads Mejding af sted med en fin fremlægning, målmand Alexander Henningsen halvklarede, og Matias Sjøbeck sendte riposten i det tomme mål.

 "Mere af energi, masser af energi" lød det fra træneren, og han brølede ikke forgæves. Både Luka Dumic og Sjøbeck havde kvalificerede afslutninger efter gode angreb fra et hold, der nu viste sig frem med et langt bedre udtryk, meget mere bevægelighed og med vilje og autoritet i nærkampene.

 Sebastian Thillerup og Teoman Karaman kom ind, ud gik Teis Hegelund og Filip Glac, lidt senere gik Matias Sjøbeck ud til fordel for Lukas Guldhammer, hvorefter Dumic rykkede helt frem i forreste linje.

 I det 17. minut tog Luka Dumic chancen ude i højre side og sendte bolden i nettet til udligningen med et fornemt spark helt oppe i den modsatte sammenføjning.

 Guldhammer brød stærkt igennem ved venstre mållinje, men Teoman Karaman nåede lidt for sent frem til pasningen ved modsatte stolpe og sparkede over.

 Matias Sjøbeck kom tilbage, og så måtte Nicklas Andersen præstere endnu en god redning på et hovedstød fra Mads Jørgensen. Gæsterne formåede mere og mere at befri sig for hjemmeholdets pres, og igen var Martin Rasmussen hyperfarlig inde under mål, men blev i flere tempi blokeret af forsvaret.

 Og så gik det hele op i "hat og blå briller" med de to situationer, der først ikke blev dømt, men senere blev dømt, så Martin Rasmussen kunne score sejrsmålet fra 11 meter-pletten. I den efterfølgende tumult gult kort - igen for brok og nu til Andreas Nielsen, hvilket også var overgået Gladsaxe-Heros Mads Jørgensen få minutter tidligere.

 Teoman Karaman blev skadet i en grim eftertackling og erstattet af Teis Hegelund. I de sidste minutter sparkede Matias Sjøbeck på målmanden fra en spids vinkel, mens Lucas Guldhammer i en sidste offensiv forsøgte sig med to skud i samme sekvens, men hver gang blev blokeret.

 3-2 endte det hele med, og det betød samtidig, at KFUM måtte sige farvel til en fornem statistik. Næsten på dagen havde holdet ikke tabt en turneringskamp på hjemmebane i et år. Men 13. gang gik det desværre galt.

 

 

Luk