Menu

ENERGI-SEJR OG NYT HÅB PÅ MÅL I OVERTIDEN

image Sådan kan vi lide at se Luka Dumic, når han scorer for KFUM;
Leon A.
24. maj 2021 kl. 17:08
Luka Dumic matchvinder i KFUM's første kamp med Keld Hansen som cheftræner

 Hele 2. halvleg havde været en kedsommelig affære, blottet for farlige afslutninger og spillemæssig kvalitet, da KFUM’s nedrykningstruede mandskab havde besøg af Vanløse i sæsonens tredjesidste kamp.

 Men så skete der det, som i overtiden og knap fem minutter for slutfløjt fik publikum og spillere til at eksplodere i begejstring.

 KFUM formåede at holde trykket på gæsternes forsvar, og det gav chancen til Frederik Munck. Hans flade skud blev blokeret, og bolden havnede for fødderne af Luka Dumic, som scorede kampens enlige mål, sit tredje i de seneste fire kampe.  Fuldtræfferen sikrede holdet den første sejr i 10 kampe. 

 Så det blev samtidig en vellykket debut til Keld Hansen i hans første kamp som cheftræner, efter at klubben havde taget afsked med Stefan Håkansson.

 ”Vi fik den effekt af trænerskiftet, som man altid håber på. Spillerne kom med det udtryk, jeg gerne ville se, og de blev ved med at spille, til den fede dame havde sunget færdigt. Jeg må rose spillerne for energi og sammenhold og for viljen til at reagere positivt på fejl og mangler. Vi får virkelig vist, hvad vi kan i modgang”, sagde Keld Hansen efter kampen.

 Han måtte undvære de skadede Rasmus Lundberg og Jakob Sparholt, mens Emil Ølvang havde karantæne. Morten Jørgensen og Jonathan Canto sad på bænken efter deres skader.

 Med vinden i ryggen viste KFUM meget godt spil i åbningsfasen, men der var også spillemæssige udfald med mange fejl i det ”nemme” pasningsspil, hvor bedre beslutninger og bedre teknik kunne have ført til en afslutning eller til, at holdet var kommet i overtal på den sidste tredjedel.

 I det 21. minut opstod der tilfældigt en stor chance til Emre Selvi, der bankede bolden på overliggeren. Senere satte Luka Dumic sig fint igennem ved højre mållinje og afleverede mod fjerneste stolpe, hvor en modspiller fik afværget, før Dino Karjasevic kunne afslutte. I den anden ende kombinerede Vanløse sig pludselig igennem i de blå-hvides højre forsvarsside, men Max Christensen afværgede i fin stil skuddet fra Simon Haages. Minuttet efter testede Emre Selvi målmand Lasse Krogh med et fladt skud, som ikke voldte keeperen problemer.

 Efter pausen ikke meget andet end masser af fight og energi – tilsat betydelige doser spillemæssig tomgang. Morten Jørgensen afløste Mads Julø, der havde spillet højre kant, midt i halvlegen, og i slutfasen blev Dino Karjasevic erstattet af Frederik Munck.

 Vanløse havde ligesom KFUM skabt uendeligt lidt frem ad banen indtil scoringen fra Luka Dumic. Efter hans fuldtræffer reddede Max Christensen i fin stil et langskud fra Jinas Juhler, og hjemmeholdets målmand kom også på arbejde, da gæsterne tiltvang sig tre hjørnespark i de sidste minutter. Her forsøgte også målmand Lasse Krogh sig med ret godt hovedstød, som hans kollega afværgede, men der var markeret for offside i situationen.

 Gult kort til Rasmus Hansen, Amin El Barrani, Lasse Kjeldsen og Frank Assinki, alle efter pausen, samt til Vanløses Daniel V. Nielsen og Storm Jung.

 .

 

 

 

 

Luk