Menu

ENDNU EN FIN TRÆNINGSKAMP AF UNGT KFUM-HOLD

image Unge Oskar Lund trykker af og bringer KFUM foran mod Næstved. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
03. august 2024 kl. 19:20
Besejrede Næstveds DS-hold 2-1 efter målløs 1. halvleg

 Med 17-årige Oskar Lund og 18-årige Scott Ross som målscorere vandt Roskilde KFUM på hjemmebane lørdagens træningskamp over Næstveds DS-mandskab med 2-1.
  Ud over den lille håndfuld spillere, der er stoppet i sommerpausen, manglede de blå-hvide af forskellige årsager bl.a. Luka Dumic, Emil Ølvang, brødrene Sjøbeck og Carl Severinsen.
 Altså måtte cheftræner Søren "Polo" Knudsen endnu engang blande kortene med en række unge spillere, som generelt leverede en rigtigt fin indsats. I begyndelsen voldte gæsternes hurtige kombinationsspil lidt problemer, men efterhånden fik KFUM sat skik på tingene og leverede en absolut godkendt indsats.
 Næstved havde dog de største muligheder før pausen, hvor tilbagevendte Conrad Kromann to gange forhindrede en scoring med fine fodparader. I den anden ende var hjemmeholdet især farligt på venstre kanten med en meget aktiv Anton Juel Jørgensen, der også var tæt på med et skud lige forbi fjerneste stolpe.
 Kort inde i 2. halvleg ramte Næstved ydersiden af stolpen, men i resten af kampen tiltvang KFUM sig et overtag i spil og chancer, som også berettigede resultatet
 Efter et kvarter satte holdet et smukt angreb op i højre side, hvor Lucas Remien fra mållinjen fandt indskiftede og umarkerede Oskar Lund. Køligt sendte den unge midtbanespiller bolden fordi Næstveds veteran Nicklas Dannevang, hvis cv fortæller om over 300 divisionskampe som målmand i flere klubber.
 Godt 10 minutter før tid måtte han dog endnu engang se sig passeret, denne gang i forlængelse af et hjørnespark, som endte for fødderne af forsvareren Scott Ross, der scorede med et fladt spark. 
 Både Kromann og Dannevang nåede at præstere en fin redning, inden Næstved reducerede til 1-2 i de sidste sekunder af opgøret på et hovedstød af Dominik Jovanovic.

Luk