ANTIKLIMAKS EFTER FLOT FORÅR

I turneringens tredjesidste runde sikrede KFUM definitivt sin forbliven i Sjællandsserien efter en lang og udmarvende spurt, som i realiteten blev indledt i de sidste kampe i 2024, da holdet stod med fire point efter 11 kampe.
14 kampe og 29 point senere var der "udsolgt" hos de unge spillere, fysisk og mentalt, da de på udebane mødte Bagsværd i turneringens næstsidste kamp. Efter 0-0 ved pausen, og efter at gæsterne senere havde udlignet til 1-1, endte kampen 4-1 til Bagsværd.
- Jeg er skuffet over, at vi ikke lignede et hold, der skulle gå efter en placering i Top-6. Men jeg sagde i pausen, at hvis vi ikke var 100 pct. til stede fra 2. halvlegs start, ville vi garanteret komme bagud. Det var lige, hvad der skete. Men jeg ved godt, at der sker noget i det øjeblik, man har sikret sig 100 pct. Vi så trætte ud, for vi er et meget bedre hold end det, vi så i dag. Indsatsen må så ikke gentage sig i den sidste kamp mod Stenløse, hvor vi skal sørge for at slutte ordentligt af.
Bl.a. med disse ord sammenfattede cheftræner Alexander Holmstrøm sæsonens sidste udekamp. Her måtte han undvære midterforsvareren Simon Fejerskov på grund af arbejde, og det betød en ny bageste kæde, hvor Rasmus Hansen, tilbage efter sin skade, startede som højre back og Lucas Remien i midterforsvaret.
1. halvleg blev generelt en ganske kedsommelig affære, hvor Bagsværd havde mest skik på spillet, den bedste boldomgang og de fleste afslutninger. I det første kvarter testede hjemmeholdets Marc Nybo-Danielsen to gange Niclas Bielenberg, men KFUM's keeper var på sin post. Det var han også ved opgørets første store chance, da han med en stærk reaktion sørgede for, at det stadigvæk stod 0-0.
"Meget mere tålmodighed" lød det fra Alexander Holmstrøm fra bænken i frustration over, at hans spillere i stedet for at køre bolden rundt valgte de sværeste løsninger, som ofte bestod af lange fremlægninger uden adresse. Omkring den halve time gult kort til modstandernes Frederik Gosch Jørgensen, og lidt senere stod Anton Juel Jørgensen for KFUM's eneste nævneværdige afslutning før pausen. Men hans afslutning fra en meget spids vinkel voldte ikke målmanden problemer.
I den anden ende sparkede Marc Nybo-Danielsen forbi på en stor chance, og så blev KFUM tvunget til at udskifte en skadet Filip Glac, ind kom i stedet Teis Hegelund i det centrale forsvar, mens Lucas Remien rykkede ud som højre back og Rasmus Hansen frem på midtbanen.
Efter pausen afløste Carl Severinsen Anton Jørgensen, og stadionuret viste knap to minutter, da Bagsværd kom foran med optakt i et tåbeligt boldtab i de blå-hvides forsvar. Den tidligere udviste Frederik Jørgensen løb sig fri i venstre side og scorede fladt via stolpen. Men tre minutter senere sendte Thor Havndrup Matias Sjøbeck af sted med en fin bold i dybden, og Sjøbeck udlignede med sit 11. mål i sæsonen.
Der gik dog kun fem minutter, før hjemmeholdet igen fandt vej til nettet. KFUM's keeper reddede i fin stil Oliver Borring Kjærs hovedstød fra nært hold, men Bagsværd-spilleren sendte riposten i mål. Mads Avnskjold afløste Lukas Guldhammer hos gæsterne, og så brændte det igen på i den "forkerte" ende, hvor Niclas flot reddede et fladt skud fra Nybo-Danielsen, mens William Angus sendte returbolden langt over mål.
I det 25. minut løb desillusionerede KFUM'ere spidsrod mellem modstandernes kombinationer, der endte med, at Marc Nybo-Danielsen headede i mål fra nært hold. Tid til de næste to udskiftninger hos KFUM, hvor Thor Havndrup og anfører Luka Dumic gik ud, i stedet kom Anton Jørgensen og Lukas Guldhammer tilbage.
Desværre stillede Bagsværd sig overhovedet ikke tilfreds med føringen. Oliver Kjær løftede bolden på overliggeren, indtil samme spiller knap 10 minutter afsluttede endnu et fint angreb med at score til 4-1. Sammenbruddet truede hos gæsterne, som dog kom frem til en god mulighed til Matias Sjøbeck, der sparkede over mål. 5-1 var meget tæt på, men helt umarkeret headede farlige Marc Nybo-Danielsen lige forbi stolpen.