Menu

36 SPILLERE OG 15 DEBUTANTER PÅ BANEN

image Oliver Lassen - KFUM's suveræne topscorer med 16 mål. Som den eneste spillede han samtlige 15 turneringskampe i foråret
Leon A.
14. juni 2022 kl. 17:22
Stort og småt om KFUM's foreløbigt sidste sæson som divisionsklub

  I denne omgang varede KFUM's tilværelse som divisionsklub i to sæsoner. Holdet debuterede i 2020 i 2. division, og på grund af en ændret struktur betød 10. pladsen i den efterfølgende sæson, at KFUM undgik nedrykning til Danmarksserien, men fortsatte i den ny og landsomfattende 3. division.

                                        ---------

 KFUM kom i alt til at spille 58 turneringskampe i 2. og 3. division. Samlet udbytte: 14 sejre, 14 uafgjorte og 30 nederlag. Største sejr: 4-0 over AB Tårnby i den første kamp efter vinterpausen i 2. division. Største nederlag: Fire gange 0-4, mod AB og Nykøbing FC i 2. division samt mod Young Boys og Karlslunde i den netop overståede turnering.

                                       --------

Sæsonen i 3. division fik et meget usædvanligt forløb for KFUM's vedkommende. De første 11 kampe i grundspillet gav 19 point og kun to nederlag. Herefter begyndte den nedtur, som sendte de blå-hvide fra en 2.- til en næstsidsteplads i rækken. I de sidste 21 kampe blev udbyttet beskedne 13 point, og i kun en enkelt af de 10 kampe i slutspillet kunne KFUM trække sig tilbage med tre point (2-1 over Karlslunde).

                                    --------

 Trænerne Keld Hansen og Jonas Borup Jensen sendte hele 36 spillere på banen i sæsonen 2021-22, heraf var de 15 debutanter. Af de 36 forlod 10 klubben i vinterpausen eller i begyndelsen af foråret. Desuden hører det med i det samlede billede, at målmændene Marc Lyster og Max Christensen samt Christoffer Blond og Mico Elvig på grund af skader ikke var med i den sidste del af sæsonen. Lyster nåede dog 10 og Mico fire kampe i foråret.

                                   --------


 Apropos målmænd, så kunne KFUM med de nævnte skader prise sig lykkelig over at have tre dygtige keepere i truppen. Af dem nåede Max Christensen 17 kampe i sæsonen, Marc Lyster 10 og Magnus Dilling fem (pokalkampe incl.). To af målmændene kom i aktion i hjemmekampen mod Young Boys i efteråret, da Lyster kom på banen i stedet for en skadet Max Christensen.


                                   ----------


 I alt bød sæsonen 2021-22 på 32 turnerings- og to pokalkampe. Flest kampe nåede Oliver Lassen og Benjamin Sode, der begge var på banen i 32 af de 34 kampe. Lassen spillede som den eneste alle 15 divisionskampe i foråret.


                                  -- -------

 KFUM's 38 mål i de 32 divisionskampe var fordelt på 13 spillere, hvortil kom et selvmål i hjemmekampen mod Frem. Sæsonens topscorer var Oliver Lassen med 16 fuldtræffere, mens Luka Dumic nettede seks gange. Ingen andre lavede flere end to mål.


                                  ---------

 Når vi kigger på statistikken i styrkeprøverne med de enkelte klubber i 3. division, falder det i øjnene, at KFUM var ubesejret i de to opgør mod tre klubber, som alle nåede slutspillet om oprykning: Det blev til hele fire point mod Næsby samt to uafgjorte kampe mod lokalrivalerne  FC Roskilde, og Lyseng. Ser vi på de hold, som de blå-hvide kom til at møde fire gange, blev det samlede udbytte seks point mod både Karlslunde og Herlev. Til gengæld kun et enkelt i fire kampe mod Vanløse.


                                ----------

 Det enorme antal røde og gule kort, som KFUM blev straffet med, bidrog uden tvivl til den dårlige sæson. I alt nåede vi op på 10 udvisninger, incl. den som ramte assisterende træner Jonas Borup Jensen for upassende sprogbrug i forårets hjemmekamp mod hans tidligere klub, Herlev. Til sammenligning måtte KFUM i alt indkassere 13 røde kort i de 10 sæsoner, som gik forud for den netop afsluttede.


                                ---------

Når KFUM i august spiller sin første turneringskamp i Danmarksserien, tager holdet hul på klubbens fjerde periode i denne række. Her har vi tidligere spillet i 1988-93, 2004-06 samt i syv sæsoner fra 2013, inden oprykningen til 2. division blev en kendsgerning i 2020.

 

 

 

 

Luk