NYE trænere til serie 3
Klik og læs mere.....
Nye kræfter på 2. hold
Vi er utrolig glade for at kunne præsentere Jakob Sparholt og Rasmus P. som det nye trænerteam omkring KFUM Roskilde 2. hold.
De to kender klubben særdeles godt – både fra banen, omklædningsrummet og fra mange års fodbold i KFUM Roskilde. Nu vender de tilbage for sammen at være med til at udvikle holdet og bygge videre på de værdier, som de selv oplevede som spillere.
Jakob Sparholt
Jakob er 39 år og bor i Svogerslev sammen med sin kone Julie og deres tre børn, Felix på 10 år, Ellie, som desværre gik bort i 2024, knap 4 år gammel, og Oscar, som fylder 3 år til september.
Til daglig arbejder Jakob som projektleder hos LH Hockerup, men fodbolden fylder fortsat en stor del af hverdagen – blandt andet gennem sønnens fodbold på U11A-niveau.
Jakob har selv en lang og flot spillerkarriere bag sig. Han startede som 3½-årig i Stenløse BK og spillede senere i G77, inden turen gik til Ballerup og videre til Fremad BK, hvor han spillede ungdomsfodbold på det niveau, der i dag svarer til U19 Ligaen.
Som senior har Jakob blandt andet repræsenteret Fremad BK, Skjold BK, Frederikssund IK, Nordvest FC, B1908, Greve og KFUM Roskilde. Han har mere end 150 divisionskampe på CV'et og spillet fra 2015-2021 i KFUM Roskilde, hvor det blev til 105 kampe og 13 mål .
I KFUM var Jakob blandt andet med til at sikre klubben en historisk plads i divisionerne og senere være med til at redde klubbens divisionsstatus på sidste spilledag.
Efter den aktive karriere har Jakob kastet sig over trænergerningen – blandt andet i Såby, Holbæk U19 Liga 1 og senest som børnetræner.
Nu vender han tilbage til KFUM Roskilde – denne gang som træner for 2. holdet.
Rasmus P.
Rasmus har også dybe rødder i KFUM Roskilde. Han startede i klubben som 6-årig tilbage i 1993, dengang man trænede i "hullet", og vendte senere tilbage som drengespiller efter en periode i Lyngby.
Efter to år i U17 Ligaen i Lyngby fortsatte han igen i KFUM som U19-spiller.
Som senior har Rasmus spillet mere end 200 divisionskampe i Holbæk og har samtidig en imponerende KFUM-karriere bag sig med 184 kampe og 18 mål i perioden 2012-2021 på Danmarksserie- og 2. divisionsniveau.
I dag arbejder Rasmus til daglig med unge mellem 18 og 30 år, hvor han hjælper dem med at komme i eller tilbage i beskæftigelse. Privat har han tre børn på 17, 14 og 4 år og en kæreste.
Rasmus har desuden erfaring fra trænergerningen, blandt andet fra Topcenter-regi sammen med Palle O. på børnesegmentet.
Det er derfor til særdeles rutinerede KFUM-folk, der nu tager over omkring 2. holdet.
Jakob og Rasmus har begge en stærk tilknytning til klubben og et stort ønske om at give noget tilbage. De vil arbejde for at få de gamle KFUM-dyder ind under huden på spillerne og sammen løfte niveau, udvikling og sammenhold .
Samtidig bliver et tæt samarbejde på tværs af 1. hold, 2. hold og U19 en vigtig del af projektet.
Vi glæder os helt vildt til at følge jer og holdet!
Velkommen tilbage til KFUM Roskilde, Jakob og Rasmus!
