Menu

NOEL HANSEN UDNÆVNT TIL ÆRESMEDLEM

image Noel Hansen får overrakt beviset for sin udnævnelse til æresmedlem af KFUM's formand, Per-Henrik Nielsen (Pelle).
19. september 2025 kl. 16:50
Én af de helt store drivkræfter, da KFUM's Boldklub begyndte at vokse sig stor
 Noel Hansen blev tidligere på ugen udnævnt som det 15. æresmedlem i KFUM's Boldklubs lange historie.
 Noel Hansen tog i 1956 sammen med den tidligere formand Erik D Nielsen og Erik Julius Nielsen initiativet til at samle nogle unge mennesker til at spille fodbold i KFUM. 
 Selv om klubben på dette tidspunkt havde mere end 25 år på bagen, blev denne periode nærmest en opstartsfase, og reelt lagde man her også kimen til klubbens seniorafdeling. 
 Det skete ellers i en periode, hvor vores klub var meget udfordret på de fysiske rammer.  Således spillede vi tre forskellige steder, dels i Folkeparken, dels på den gamle dyrskueplads samt én gang om ugen i Roskilde Idrætspark under meget ringe forhold.
 Alligevel lykkedes det for Noel med hjælp fra andre at få mange til at spille fodbold i KFUM.
 De sidste år i 1950erne udviklede sig som et sandt boom for KFUM, bl.a.  med stor øget tilgang i de yngre årgange.
 I 1959 blev den nye Roskilde Hal indviet, og her var han med til at stable  muligheden for indendørs fodbold på benene. Det blev en stor succes. der kørte i mange år. Noel skulle senere blive ansat i hallerne, hvor han de sidste arbejdsår virkede som direktør. 
 Noel Hansen var også med til at skabe "byens billigste rejsebureau", da KFUM sendte sine unge spillere på ture i ind- og udland. 
 I årene 1959-1966 var han næstformand i KFUM's Boldklub, og i 1965 arrangerede han en tur til Holland for seniorspillerne. Året efter spillede han den sidste af i alt 252 kampe på klubbens bedste hold, og han var anfører i en stor del af dem.
 I 1960 skabte han sammen med Erik J. Nielsen og Kurt Skjoldby for første gang i KFUM's historie et blad for medlemmerne. Klubbladet Finten  blev fra sin første udgave en stor succes blandt medlemmerne.
 Finten nåede at eksistere, i de sidste år også elektronisk, fra 1960 til 2020. Samtlige numre fra denne periode er at finde i syv indbundne  bøger. Disse bøger ejes af Kurt Skjoldby og Paul Jørn Larsen og vil senere tilfalde såvel KFUM  som Roskilde Lokalhistoriske Arkiv, der har hjemme på byens bibliotek.
Luk