Kampprogram: Roskilde KFUM mod Farum BK

Kampen lørdag mod Farum bliver Alexander Holmstrøms første opgave, siden han i begyndelsen af ugen overtog jobbet som cheftræner efter Søren "Polo" Knudsen - med en jobbeskrivelse, der også indebærer, at Alexander står med det overordnede ansvar for holdene i Sjællandsserien og serie 1 samt U19.
Den ny træner nåede i ugens løb kun et enkelt træningspas med sine nye spillere. Han besidder dog et grundlæggende kendskab til dem, da de næsten alle har spillet på ungdomshold i KFUM med Alexander Holmstrøm som træner.
Efter lutter nederlag i de fire første kampe i rækken har den ny cheftræner en klar idé om, hvad der skal til i bestræbelserne på at ændre kurven.
- Det bliver et mandskab med en mere defensiv tilgang, som vil betyde, at vi kommer til at stå mere kompakte og med en kalkuleret risiko for, at modstanderne får bolden ganske meget, siger han.
Alexander Holmstrøm tilføjer dog, at der stadigvæk bliver tale om et hold, som gerne vil SPILLE fodbold og have bolden meget. Og formentlig også leve meget på omstillinger.
- Når vi har bolden, skal vi udnytte, at vi fortsat råder over to hurtige kanter, mens Luka Dumic nu bliver rykket frem som decideret angriber. Jeg ser gerne, at vi udnytter vores boldbesiddelse til at spille bolden meget rundt, inden vi sætter den på spil med en måske afgørende aflevering. Altså mindre direkte, end jeg har set os spille, forklarer Alexander Holmstrøm.
Han har savnet den nødvendige gnist og gejst i de første kampe i Sjællandsserien.
- Derfor forventer jeg, at vi i dag og i de følgende kampe kommer med masser af engagement og humør, så vi kan yde en maksimal indsats i samtlige 90 minutter, understreger den nykårede cheftræner.
I forhold til det seneste nederlag mod Rudersdal er målmand Conrad Kromann, Sebastian Thillerup, Filip Glac og Carl Severinsen tilbage mod Farum. Træneren må undvære Lukas Guldhammer og Simon Fejerskov, mens han regner med at præsentere en debutant i skikkelse af den unge og alsidige forsvarer Teis Hegelund, der har spillet sæsonens første fire kampe i serie 1.
Holdet mod Farum er:
Conrad Kromann, Lucas Remien, Scott Ross, Teis Hegelund, Anton Juel Jørgensen, Sebastian Thillerup, Thor Havndrup, Matias Sjøbeck, Viktor Lundgren, Luka Dumic og Carl Severinsen.
Udskiftning: Andreas Nielsen, Nicolai Duus og Filip Glac.
Dagens speakere er:
Oscar Bay og Jonas Sjøbeck.