Har du hørt om Tingklubben?

Støtteforeningen Tingklubben, er en forening under moderklubben KFUM. Den er oprettet af ”gamle” ledere, der havde overladt deres poster til nye kræfter, men som stadig ønskede en stærk tilknytning til klubben. Derfor oprettede de den nye ”klub i klubben”. Det fortæller Karina Telander Andersen, der i dag er Tingpræsident i Tingklubben.
Alle KFUM’ere burde melde sig ind i Tingklubben!
Hun fortæller, at der på nuværende tidspunkt er lidt flere end 100 medlemmer i foreningen og plads til mange flere. Derfor opfordrer Karina til, at alle med relation til klubben melder sig ind! Årligt koster det kun 200 kr. at være medlem og 300 kr. for ægtepar.
For kontingentet modtager man udover glæden ved at give økonomisk støtte til klubben, tale og stemmeret ved moderklubbens generalforsamling samt en mad og en genstand ved den årlige Tingsamling.
En af klubbens ildsjæle
Karina startede sit engagement i Tingklubben som sekretær tilbage i 2016. Da Paul Jørn Larsen gik af som præsident i juni måned 2021, blev der peget på Karina som ny præsident.
”Jeg tror, det var fordi, jeg var yngste person i Tingklubbens præsidie. Og typisk mig, så tænkte jeg: Nåh det må jeg bare tage med. Jeg bliver altid rodet ind i mange ting”, fortæller Karina. ”Jeg kom med i Tingklubben, fordi min ven Henrik Jensen skulle gå af, og reglen er, at går man af, så skal man finde sin afløser. Så han tog fat i mig, og jeg har været med siden.”
Karina er da også kendt for at træde til og hjælpe klubben, når der er brug for det. Man kan vel sige, at Karina nærmest er født ind i KFUM, idet hendes far og mor har haft store poster som henholdsvis formand og kasserer i klubben. Desuden har Karina selv spillet fodbold i klubben og været træner. Hendes datter Sophie har naturligvis også spillet i klubben.
”Man kan vel godt sige, at det ligger i mit DNA, det med at være frivillig i KFUM. Det er vigtigt for mig at bakke op om min lokale barndomsklub. At bakke op om både det fodboldmæssige og det sociale. Det er jo også derfor, jeg tog over ift. Café Finten, da der var brug for det”, fortæller Karina og fortsætter:
”Jeg prioriterer det, fordi jeg brænder for at være med til at skabe en klub, hvor både unge og gamle kan komme og være en del af fællesskabet. KFUM vil altid være min klub”.
Fakta om Tingklubben
Tingklubben afholder ”Tingsamling” (generalforsamling) i marts måned, hvor der indtages en genstand i det fri. Derefter er der Tingsamling med efterfølgende spisning.
Tingklubben afholder også bankospil hver tirsdag i november, december, januar og februar måned i klubhuset.
Tidligere har Tingklubben stået for at tage entré ifm. førsteholdets kampe, men den opgave er pt. lagt på hylden, da der ikke tages entré i Sjællandsserien. Men mon ikke handsken tages op igen, når klubben (forhåbentligt) på et tidspunkt spiller i Danmarksserien igen.
Tingklubben giver støtte til moderklubben ved ansøgning fra dem.
Præsidiet består af:
- Tingpræsident: Karina Telander Andersen
- Vicepræsident: Ulrik Wulff
- Møntmester: René Jozwiak
- Medlem Jørgen Stephansen
- Medlem Flemming ”Ludvig” Jensen
Vil du være med i Tingklubben?
Har du lyst til at være medlem af Tingklubben og dermed støtte KFUM? Så tøv ikke med at sende en mail til Karina på ktan@regionsjaelland.dk
Det koster kr. 200,00 pr. person og kr. 300,00 for (ægte)par at være medlem af Tingklubben.