Et tungt nederlag
KFUM-spillerne kæmpede kampen igennem, og havde egentlig det, der skulle til for at vende kampen, lyder det fra Stefan Håkansson.
KFUM havde en gylden mulighed for at bringe sig foran i kampen, da de efter 16 minutters spil får tilkendt et straffespark. Skuddet bliver dog taget af Gørslevs målmand, hvorefter Gørslev scorer kort tid efter. En kæmpe mavepuster til KFUM-spillerne og de medrejsende KFUM-fans.
KFUM er bagud med 1-0, da de går til halvlegen. Dermed er der stadig håb for, at de kan få vendt spillet, da de er godt med i kampen. Men ak og ve efter blot et par minutters spil scorer Gørslev endnu et mål, og nu er det pludselig sværere for KFUM at komme tilbage. Men spillerne kæmper videre, og i især de sidste femten minutter har KFUM det meste af spillet. Alligevel skal vi helt frem til overtiden, før Matias Sjøbeck får reduceret til 2-1, som bliver kampens resultat.
“Det er tungt, men vi må erkende at vores egne fejl straffes i dobbelt forstand med mål til modstanderne, selvom vi spillemæssigt har en overvægt og skaber det, der skal til at vinde denne kamp. En skade til vores målmand i opvarmningen, et brændt straffe sætter sine spor skulle man tro, men gutterne kæmper med alt til det sidste, og det skal vi blive ved med. Det vender på et tidspunkt, og derpå kan der opstå mere stolpe ind, end hvad tilfældet er nu,” lyder det fra Stefan Håkansson.
Ud- og indskiftninger
53 minutter inde i kampen kommer de første skift. Ud går Lucas Nielsen og Villads Mejding og ind kommer Matias Sjøbeck og Emre Secilmis.
Med cirka et kvarter tilbage foretager Stefan Håkansson yderligere tre udskiftninger. Ud går Sebastian Jensen, Anton Jørgensen og Theis Hegelund, og ind kommer Mathias Hegerlund, Francis Mendy og Filip Hansen.
Næste kamp mod FC Gladsaxe
Næste lørdag venter endnu en svær kamp mod rækkens nummer 5. Det er på udebane mod FC Gladsaxe kl. 14. Kom og støt op om holdet – de har brug for din opbakning!